Dansk Folkeparti er skeptisk over for Im-lov

Dansk Folkeparti er skeptisk overfor konsekvenserne af en lovændring, som vil sende Im og hendes mor tilbage til Danmark.

Dansk Folkeparti er klar til at mødes med justitsministeren og diskutere en lovændring, som vil kunne sende Im og Suthida Nielsen fra Aabybro tilbage til Danmark.

De blev i søndags udvist til Thailand, fordi det vurderes, at de har større tilknytning til Thailand end Danmark, efter at Suthidas mand døde af kræft.

Men selvom Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti lover at møde op med åbent sind, er han på forhånd ikke uden skepsis.

- Vi har ikke set noget lovforslag fra ministeren. Han har skiftet syn på sagen, og det kan jo være, han gør det igen. Vi har et åbent sind, men Folketinget har dårlige erfaringer med at lovgive med tilbagevirkende kraft. Jeg ved endnu ikke, hvad ministeren vil, og det ved han jo heller ikke selv, siger Martin Henriksen, som er integrationsordfører for Dansk Folkeparti.

Han mener, at regeringen har haft rigelig tid til at gribe ind i sagen og forhindre udvisningen.

- Jeg kan godt se, at det er en trist og sørgelig situation, men der er også mange andre, der har været forbi Danmark, som har været i triste og sørgelige situationer, siger han.

Han mener, at hverken Venstre eller Socialdemokraterne har formået at give et bud på, hvordan et lovforslag vil kunne se ud.

- Det kan have nogle konsekvenser, som hverken Inger Støjberg (V) eller Morten Bødskov (S) kan gennemskue, siger Martin Henriksen.


Seneste nyt

fra Nordjylland