Dansk golfduo med fremme i Skotland

Golfspilleren Søren Hansen ligger på en foreløbig førsteplads i European Tour-turneringen i Skotland. Søren Kjeldsen er nummer syv.

Søren Hansen og Søren Kjeldsen fik begge en forrygende start på Loch Lomond i Skotland, da de to danskere torsdag tee'ede ud på førstedagen af European Tour-turneringen, Barclays Scottish
Open.

Kjeldsen indtager således en foreløbig syvendeplads, mens Søren Hansen skød sig helt i front i det skotske højland.

Søren Kjeldsen var første dansker i aktion og med en stabil runde med fire birdier, kunne han gå til klubhuset med et veltilfredst smil på læberne. Det smil blev dog kort efter overgået af Søren Hansen, der ud over en topplacering også kæmper for at sikre sig adgang til næste uges British Open. En runde i 65 slag - seks under banens par - rakte til en foreløbig førsteplads for Søren Hansen. En plads han dog må dele med Phil
Mickelson og Graeme Storm.

Den sidste danske deltager Thomas Bjørn, der tidligere har vundet på Loch Lomond, tog først hul på sin første runde klokken 13.50.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord