Dansk holdkap vinder EM-guld i Herning

Pernille Blume, Jeanette Ottesen, Kelly Riber Rasmussen og Mie Ø. Nielsen vandt kvindernes holdkap ved EM.

Den danske kvindekvartet i 4x50 meter fri sørgede torsdag aften for den første danske medalje ved EM på kortbane i Herning.

Svømmerne Pernille Blume, Jeanette Ottesen, Kelly Riber Rasmussen og Mie Ø. Nielsen sørgede for at skaffe guldet til Danmark i verdensrekordtid.

Danmark havde svømmet sig i finalen i den tredjebedste tid, og dermed kunne tilskuerne i hallen have begrundet håb om en dansk medalje.

Pernille Blume svømmede første tur og lagde ud i et tempo, der ikke rakte til en dansk placering inden for top-3.

Jeanette Ottesen svømmede som nummer to og avancerede til en tredjeplads, som Kelly Riber Rasmussen formåede at fastholde, selv om hun på papiret var det svageste danske kort.

Mie Ø. Nielsen skulle sørge for at svømme medaljen i hus, og på den sidste tur, var der ikke længere tvivl om medaljen. Kun dens karat.

Det blev yderst tæt. I første omgang troede danskerne, at de var kommet i mål som nummer to. I godt et halvt minut måtte de fire danske svømmere vente på det officielle resultat.

Men det var til gengæld værd at vente på. Danmark blev udråbt som guldvinder foran Sverige og Rusland på de næste pladser.

Ikke nok med det. Danmark satte verdensrekord i tiden 1.37,04 og vandt med 0,04 sekunder til Sverige.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland