Danske betjente passer på AaB-fans i Zagreb

AaB's fans er blevet garanteret sikkerhed i Kroatien. Samtidig tager to danske betjente med på turen.

Når fodboldklubben AaB i næste uge tager til Zagreb for at spille returkamp i kvalifikationen til Champions League, så vil der være dansk politi med for at passe på de nordjyske fans.

Det fortæller DR Nordjylland.

Det sker, efter fans fra FC København onsdag aften blev jagtet og overfaldet af fans fra FC Dnipro på udebane i Ukraine.

- Det er jo horribelt for at sige det lige ud, siger talsmand for AaB-Support Club, Rasmus Trenskow om episoden.

Fanklubben er derfor gået i dialog med dansk politi og de lokale myndigheder i kroatien for at sikre, at noget lignende ikke vil ske for de fans, der drager med AaB til returopgøret i Zagreb.

Den kroatiske klub er kendt for at have nogle af europas vildeste og voldsomste fans.

- Men vi har fået politiet i Zagrebs ord for, at de nok skal sørge for vores sikkerhed, siger talsmanden.

Derudover er Nordjyllands Politi af det lokale politi i Zagreb altså også blevet bedt om at sende to betjente med.

- Vi skal være bindeled mellem de danske fans og det kroatiske politi, og sørge for at gelejde dem i forhold til de anvisninger, der er, fortæller vicepolitiinspektør Poul Severinsen fra Nordjyllands Politi til DR Nordjylland.

Han opfordrer medrejsende fans til at forholde sig roligt og netop følge de anvisninger, der bliver givet.

- Jeg kan kun anbefale, at de lytter meget til, hvad både det danske og det kroatiske politi siger.

De danske mestre fra AaB spiller returopgør mod Dinamo Zagreb i Kroatien onsdag klokken 20.45. Den første kamp endte 1-0 til kroaterne.


Seneste nyt

fra Nordjylland