Danske piloter bryder loven

Danske piloter bryder systematisk den lov, der skal forhindre, at de møder dødtrætte på arbejde, falder i søvn i cockpittet og begår fejl, der i værste fald kan føre til havari. Det skriver Politiken onsdag.  

Ifølge loven skal piloterne melde sig "unfit for flight" - uegnet til flyvning - hvis de føler sig så trætte, at de risikerer at begå fejl i cockpittet. Bryder de reglen, kan de blive straffet med op til to års fængsel.

Men en lang række piloter fortæller til Politiken, at de - blandt andet af frygt for at miste jobbet - har prøvet at gå på arbejde, selv om de egentlig burde være blevet hjemme under dynen.

- Jeg er gået på arbejde, selv om jeg havde sovet dårligt, var meget træt og i en væsentlig ringere stand, end jeg burde være i, fortæller en af de 21 piloter, Politiken har interviewet.

De arbejder i SAS, Norwegian, Thomas Cook Airlines, Easyjet, Ryanair og Cimber Sterling og ønsker at være anonyme af frygt for at miste jobbet.

Piloterne forklarer blandt andet deres lovbrud med, at de lider af "supermandssyndrom" og ikke vil indrømme, at de ikke magter opgaven.

Andre nævner loyalitet over for selskabet som en årsag. Men for de fleste vejer frygten for en fyring tungest.

- Der er ikke mange job i Skandinavien, så har man et job, gælder det om at passe på det. Så gælder det om ikke at træde sin arbejdsgiver for meget over tæerne, for de kan ikke lide, når du melder dig 'unfit'", fortæller en pilot til Politiken.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord