Danskerne kan ikke gennemskue telemarkedet

Markederne for telefoni og tv er blandt dem, forbrugerne har mindst tillid til, viser en ny analyse.

Telefoni, tv-pakker, ejendomsmæglere og pensionsselskaber får bundplaceringer, når danskerne afgør hvilke markeder de føler sig mest trygge ved.

Det viser en analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der har fået 11.000 forbrugere til at vurdere, hvordan de oplever forholdene på 49 forskellige markeder.

Forbrugerne er blevet spurgt om, hvor gennemsigtige markederne er, hvordan klageforholdene er, og i hvor høj grad de har tillid til markederne. I toppen af listen over markeder, som forbrugerne har stor tillid til, er oplevelsesindustrien stærkt repræsenteret med biograf, teater, musik og pakkerejser. Førstepladsen går til markedet for bøger, som scorer højest point i gennemsigtighed, tillid og klageforhold.

I den anden ende af skalaen finder man markeder, hvor forbrugerne har svært ved at sætte sig ind i produkterne og gennemskue og sammenligne priser, fordi markedet er præget af mange udbydere og klageforholdene er uoverskuelige.

Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn udtaler, at de virksomheder, der tilhører de dårligt placerede markeder, har en særlig opgave i forhold til at gøre det lettere for forbrugerne at vælge de bedste produkter.

- Når forbrugerne kan træffe deres valg på et oplyst grundlag, bidrager de til den økonomiske vækst og øger deres egen velfærd, siger Ole Sohn og fortsætter:

- Det kræver, at de kan stole på virksomhedernes markedsføring. Derfor vil jeg se på, om vi kan styrke forbrugerombudsmandens rolle yderligere for at sikre håndhævelsen af den forbrugerbeskyttende lovgivning.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland