Danskerne valgte Nationalpark Thy

Nationalpark Thy er klar til at konkurrere om at blive en af verdens største naturseværdigheder. Det står klart, efter at danskerne har nomineret nationalparken som VisitDenmarks kandidat til den internationale konkurrence New 7 Wonders of Nature.

Thy vs. mount Everest
Mount Everest tårner sig op, og Amazonas' breder sig ud over det meste af en verdensdel. Alligevel er Nationalpark Thy klar til at give de udenlandske seværdigheder kamp til stregen i konkurrencen om at blive et af verdens syv største naturvidundere.

Vandt nominering
Efter en afstemning på visitdenmark.com har danskerne nomineret nationalparken foran flotte naturseværdigheder som Møns Klint og Gudenåen.

Flot modtagelse
Men vejen til hæderen er lang. Organisationen bag konkurrencen, New 7 Wonders, stod i 2007 for kåringen af de syv største menneskeskabte vindundere, og her deltog flere hundrede millioner mennesker i afstemningen, mens tv-stationer verden over dækkede prisoverrækkelsen.

Thy repræsenterer Danmark
VisitDenmark ser dog positivt på Nationalpark Thys muligheder for at markere sig.

- Vi har mange unikke og spændende naturseværdigheder, der kan repræsentere Danmark internationalt. Og når Nationalpark Thy vinder nomineringen, er det et udtryk for, at danskerne har taget godt imod de nye Nationalparker og ser dem som et rigtigt og godt initiativ, der kan sætte fokus på danske naturoplevelser, siger Dorte Kiilerich, adm. direktør i VisitDenmark.

Hård kamp i toppen
Nomineringen kom dog ikke i hus uden sværdslag. Konkurrencen var benhård, og flere andre naturseværdigheder lå lige i hælene på Thy. For mens Nationalpark Thy vandt konkurrencen med 29 procent af stemmerne, var Møns Klint og Gudenåen tæt på med henholdsvis 22 og 18 procent.

Afstemningsresultatet:

Gudenåen 18%
Hald Sø 2%
Klosterheden 1%
Møns Klint 22%
Nakskov Fjord 8%
Nationalpark Skjern Å 2%
Stevns Klint 2%
Tystrup Bavelse søerne 3%
Nationalpark Mols Bjerge 3%
Nationalpark Vadehavet 8%
Nationalpark Thy 29%
Nationalpark Kongernes Nordsjælland 2%

Følg konkurrencen
Man kan følge konkurrencen, som bliver endeligt afgjort i 2010, på www.new7wonders.com.

Fakta
Kandidaterne er fundet ved at se på, hvilke naturseværdigheder der både optræder på Skov- og Naturstyrelsens liste over 55 anbefalede naturområder og på listen over de 207 seværdigheder, der har ret til det brune Johannesskilt. Seværdighederne med det brune Johannesskilt er af særlig national interesse og oplevelsesværdi og er blevet udpeget af Skov- og Naturstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen og VisitDenmark i samarbejde.


Seneste nyt

fra Nordjylland