For dårlig information om frit plejehjemsvalg

Siden 2002 har de ældre haft ret til frit at vælge plejehjem i Danmark. Man mange er slet ikke klar over, at muligheden eksisterer. Ældresagen kritiserer kommunerne for at sløse med informationen.

Hos Ældresagen i Aalborg er der ingen tvivl. Information om det frie plejehjemsvalg eksisterer ikke. I hvert fald ikke før det øjeblik, at de ældre bliver godkendt til en ældre- eller plejebolig. Mange ældre har slet ikke hørt om, at man kan også kan flytte til andre kommuner, når man skal på plejehjem.
 
-Det er flere år siden, at Aalborg Kommune sidst skrev om frit plejehjemsvalg i de ældres blad. Hvis man vil vide noget, må man selv søge oplysningerne, siger formanden for lokalbestyrelsen i Ældresagen, Aalborg, Hans Vinther Buus.
 
Folketinget vedtog i 2002 det frie plejehjemsvalg, og i 2006 konkluderede Ankestyrelsen, at kommunerne var for dårlige til at informere de ældre om mulighederne. Siden er der ifølge Ældresagen ikke sket meget.
 
-Vi hører stadig jævnligt fra borgere, som ikke ved, at de kan flytte ud af hjemkommunen, og tallene viser også, at der de sidste fire år er sket et fald i antallet af ældre, som flytter over kommunegrænserne, siger seniorkonsulent i Ældresagen, Margrethe Kähler.
 
I Aalborg Kommune erkender man, at indsatsen med at gøre opmærksom på det frie plejehjemsvalg er for dårligt. Her bliver de ældre først informeret om muligheden, når de kommer til visitationssamtale med kommunen.
 
-Det er ikke godt nok, og jeg vil nu se på, hvad vi kan gøre bedre for at leve op til et højere informationsniveau. Vi skal i hvert fald have det på vores hjemmeside, og så skal der laves noget skriftligt materiale til de ældre, siger myndighedschef i Aalborg Kommune, Ove G. Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland