Dårligt sommervejr gav butikker godt salg

Sommervejret har været shoppevejr. Det kan de nordjyske butikker konstatere, mens de fylder de tomme hylder op igen.

Regn, blæst og lave temperaturer har holdt nordjyderne og turisterne, der har holdt ferie i Nordjylland, væk fra strandene. Men ikke væk fra butikkerne.

Tøjbutikken Walther i Aalborg har i juli måned oplevet en stigning i salget på 20 procent sammenlignet med samme måned sidste år.

- Vi har været nødt til at kalde ekstra mandskab ind, siger indehaver Torben Walther.

- I en sommermåned med turister ikke også - jeg har aldrig nogensinde oplevet noget lignende, fortsætter han.

Også uden for den nordjyske hovedstad har man oplevet den positive effekt af det dårlige vejr.

Blandt andet i skobutikken Zjoos i Hjørring hvor indehaver Christina Østergaard har travlt med at fylde nye varer på hylderne.

- Jeg har jo ikke nogle tal at sammenligne med fra sidste år, da vi er ny butik, men jeg kan sige så meget, at vi ligger nummer fire af alle Zjoos-butikker i Danmark i juli måned, og det synes vi jo er super super flot, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland