Dårligt sommervejr koster nordjyske havne dyrt

Sejlerne holder sig væk, og det giver voldsomme tab både til havnene og byernes forretningsliv i Nordjylland.

Birger Isaksen, havnefoged i Sæby, kunne allerede i juli mærke, at der var markant færre sejlere i havnen end normalt for en sommer

-Der kom vi godt bagefter. Det vejr var en skandale, siger Birger Isaksen.

Sæby Havn mangler allerede nu næsten 1100 gæstesejlere i forhold til sidste år

-Vi har ikke haft så elendigt vejr siden 1993, siger havnefogeden.

Sejlerægteparret Pedersen fra Norge udsatte deres sædvanlige tur til Sæby i juli og er først kommet nu.

-Mange af vores norske sejlervenner har droppet turen til Nordjylland i år. Ikke så meget på grund af kulden, men fordi I har haft så meget blæsevejr, siger Per Pedersen, norsk sejlerturist i Sæby.

Sæby Havn og Skagen Havn står tilsammen med et tab på en halv million kroner, fordi de mangler gæstebåde. Dertil kommer betydelige tab i de andre kommunalt ejede havne i Frederikshavn.

-Der har slet ikke været sejlervejr i år. Det er rigtig træls, men det er endnu værre, at vi har 10.000 færre til at bruge penge i lokalsamfundet. Så løber tallene hurtigt, siger Bent Westerberg, centerchef i Frederikshavn Kommune.

Nye, planlagte tiltag bliver nu droppet i Sæby og Skagen, men ifølge havnefogederne er det ikke muligt at spare yderligere

-Hvis de skal have en hjælpende hånd, så bliver vi nødt til at tage det op politisk, siger centerchefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland