DBU frikender Brøndbys sportschef i Kusk-sag

Det var ikke imod reglerne, at Brøndbys sportschef, Per Rud, kontaktede Kasper Kusks agent, vurderer DBU.

Det vakte stor utilfredshed i AaB, da det kom frem, at Brøndbys sportschef, Per Rud, i vinterens transfervindue tog kontakt til AaB-spilleren Kasper Kusks agent for at høre om mulighederne for et Kusk-skifte til Brøndby.

AaB mente, at sådan en henvendelse skulle rettes til spillerens klub og ikke til agenten, og nordjyderne klagede efterfølgende til DBU's Disciplinærudvalg.

Men den klage blev mandag formiddag afvist.

- En klubs kontakt til en spilleragent for udelukkende at tjekke en spillers mulige interesse i et klubskifte kan ikke i alle tilfælde fortolkes som en intention om at indgå en kontrakt, skriver DBU om sagen i en pressemeddelelse.

I en redegørelse fra Brøndby IF fremgår det, at klubben i forbindelse med en samtale om flere andre spillere spurgte til Kasper Kusks planer for fremtiden, hvortil Kusks agent, John Sivebæk, svarede, at spilleren ikke var interesseret i at skifte til Brøndby IF.

På baggrund af afvisningen så Brøndby ikke nogen grund til at gå videre med forespørgslen og dermed involvere AaB.

- Brøndby IF's sportsdirektør Per Ruds henvendelse til John Sivebæk havde efter DBU's Disciplinærudvalgs opfattelse ikke en sådan karakter, at det kan anses som godtgjort, at Brøndby IF havde til hensigt at indgå kontrakt med Kasper Kusk.

- Der var tale om en generel samtale, slår DBU fast.


Seneste nyt

fra Nordjylland