DBU Pokalen: Fin lodtrækning for de nordjyske hold

De tre nordjyske Superliga-hold er favoritter i tredje runde af pokalturneringen. Thisted FC og Jammerbugt FC får det svært.

Torsdag blev der trukket lod til tredje runde af herrernes pokalturnering i fodbold. Her var hele fem nordjyske klubber med i bowlen, da holdene skulle matches op mod hinanden.

Og overordnet set var heldet med de nordjyske klubber. Af de tre nordjyske Superliga-klubber var det AaB, der fik den på papiret sværeste modstander. AaB skal nemlig spille mod FC Roskilde fra 1. division. FC Roskilde ligger i øjeblikket på sidstepladsen i 1. division.

Her kan du se hele lodtrækningen

  • Thisted FC - OB
  • FC Roskilde - AaB
  • Hundested - Vendsyssel FF
  • Ledøje-Smørum - Hobro IK
  • Jammerbugt FC-Esbjerg fB
  • Aarhus Fremad - AGF
  • Viby IF - FC København
  • Middelfart - AC Horsens
  • FC Fredericia - Sønderjyske
  • Hillerød - Brøndby IF
  • Dalum IF - FC Midtjylland
  • Kolding IF - Randers FC
  • Nykøbing - Vejle BK
  • HB Køge - FC Nordsjælland
  • Næstved BK - Silkeborg IF
  • B1908 - Marienlyst

Hobro IK skal op imod Ledøje-Smørum, som til dagligt spiller i Danmarksserien. Så her må hobrogenserne ligeledes anses som favoritter. Ledøje-Smørum ligger i øvrigt mellem København og Frederikssund, hvis man er i tvivl.

Det sidste nordjyske Superligahold, Vendsyssel FF, skal også op mod en sjællandsk modstander. Og det er på papiret den svageste modstander. Her venter Hundested som normalt spiller i serie 1.

Da Superliga-klubberne ikke kunne trække hinanden, var det forventeligt, at de to resterende nordjyske klubber, Thisted FC fra 1. division og Jammerbugt FC fra 2. division, ville være underdogs i tredje runde af pokalturneringen. Jammerbugt FC trak Esbjerg fB fra Superligaen. Og selvom klubben netop er rykket op i Superligaen, så ligger de i øjeblikket på sjettepladsen.

Thisted FC skal ligeledes op mod en Superliga-klub. De kan til gengæld trøste sig med, at de trak OB, som ikke har haft en god start på sæsonen og i øjeblikket indtager Superligaens 13. plads.

Kampene spilles den 25., 26. og 27. september.


Seneste nyt

fra Nordjylland