Benedict Kjærgaard er ikke en hvilken som helst læge.

Hans fornemste opgave er nemlig at snyde døden.

Konstant arbejder han på at raffinere metoder til at snyde "Manden med leen".

Selv er han meget i tvivl om, om der er en mand med en le.

Eller en himmel og et helvede for den sags skyld.

Vi kan jo ikke rigtigt bevise det som han siger, mens han i næste øjeblik slår fast, at videnskaben jo heller ikke kan modbevise det.

Selv ved han ikke rigtigt, hvad han skal tro.

Og han har endda selv været død. Eller næsten da i hvert fald.

For nærdødsoplevelser er ikke at dø for Benedict Kjærgaard.

Hvis man dør, så vender man ikke tilbage.

Død er faktisk en meget alvorlig diagnose, som han siger med et smil, mens han viser Akutmodtagelsens hjertemassagemaskine frem.

Den hedder Lucas. 

Hvis jeg strammede blodtryksmanchetten om din hals i en time, ville du være stendød​

 

Når den kittelklædte overlæge med stetoskop og det hele er ret fast i kødet omkring, at døden er en endegyldig ting, skyldes det at døden for ham er en proces med nogle begivenheder som indtræffer i kroppen. Og når nogle bestemte processer er indtruffet eller tilpas mange af dem har fundet sted, så kan processen ikke vendes om igen.

I Danmark er det uhyre få folk, som dør af sult.

Altså af at cellerne i kroppen ikke får næring nok og derfor går til grunde.

Næsten alle danskere dør derimod af iltmangel.

Fordi hjertet stopper eller lungerne holder op med at virke eller fordi de bliver kvalt eller drukner.

Iltmangel er en besynderlig proces forklarer Benedict Kjærgaard.

Dele af kroppen klarer iltmangel ganske fint. Andre går ret hurtigt til.

- Hvis jeg sætter en blodtryksmanchet om din arm og pumper den op, ligesom man gør, når man tager folks blodtryk, så gør det lidt ondt.

- Hvis jeg lader være med at tømme den for luft, så den strammer om armen i en time, gør det rigtigt ondt og armen vil føles som om den sover.

- Men når jeg lukker luften ud af den kommer armen hurtigt til sig selv.

- Hvis jeg strammede blodtryksmanchetten om din hals i en time, ville du være stendød.

Hjernen kan altså ikke undvære ilt nær så længe som armen, konkluderer overlægen og ser underfundig ud, som han sidder der på Akutmodtagelsens stue 1 med slanger, skærme og genoplivningsudstyr i baggrunden.

Hvis ikke det er meningen, at man skal overleve, så overlever man ikke

Benedict Kjærgaard

Foto: Flyvevåbenets Fototjeneste

Benedict Kjærgaard har genoplivet mindst et halvt hundrede patienter.

Eller i hvert fald forhindret dem i at dø.

Nogle af dem burde have været døde forlængst.

Nogle af dem var endda allerede erklæret døde og så helt døde ud.

Men især patienter der er blevet underafkølet ved f.eks drukneulykker kan overleve iltmanglen i længere tid, end man tror.

Nogle i helt op til tre timer uden at trække vejret.

Benedict Kjærgaards speciale er at genoplive dem med en særlig hjerte-lungemaskine, som han har udviklet.

Udover at ilte og cirkulere blodet, varmer den også ganske langsomt patienten op igen.

På den måde vågner hjerneceller, der ellers burde dø, op og ofte endda uden at have taget skade.

Yngre læger er ofte hurtigere til at erklære patienter døde, men Benedict råder dem altid til at give det en chance.

Giv det en chance

 

Hvis ikke det er meningen at patienter skal overleve, ja så overlever patienten ikke, forklarer han og understreger at det nærmest aldrig sker, at folk bliver genoplivet til en tilværelse som en grøntsag.

- Død er faktisk en meget alvorlig diagnose, lyder det underfundigt fra den nordjyske overlæge, som ofte supplerer udsagnet med ordene:

Især hvis diagnosen bliver kronisk.

I videoen herover kan du se Benedict Kjærgaards hjertelungemaskine i brug under en øvelse med levende grise i et af Forsvarets transportfly.

Jeg ved egentligt ikke så meget om nærdødsoplevelser, selvom jeg arbejder med at genoplive folk.

Så jeg ved egentligt ikke, hvad der er "på den anden side".

Jeg har hørt mange fortællinger om, hvad folk har oplevet, mens de var væk, men jeg ved ikke, om det de oplevede faktisk fandt sted.

- Vi kan ikke bevise videnskabeligt, at der er noget.

På den anden side, kan vi jo heller ikke modbevise, at der er noget.

Benedict Kjærgaard ser lidt eftertænksom ud og siger så:

- Når hjernen mister ilttilførslen er noget af det første som påvirkes synet.

Man får ret hurtigt "tunnelsyn" og bliver blind.

Det ved vi fra forsøg med jagerpiloter, som udsættes for store G-påvirkninger.

Dirch Passer udbrød lige før han faldt om: "Kan vi få lidt lys på scenen. Her er jo helt mørkt".

Hans syn svigtede som det første.

Måske er det det, som personer oplever som "tunnelen med lyset for enden"?

- Vi ved det ikke, forklarer han og fortsætter:

- Noget af det sidste som påvirkes er hørelsen.

Man kan altså godt være bevidstløs og stadig høre ting.

Måske er det derfor, folk har oplevet at nogen eller noget har talt til dem og opfordret dem til at vende tilbage.

Vi ved det ikke.

Det vi ved er, at mange patienter under genoplivningsforsøg med eksempelvis hjertemassage vågner en smule op og så forsvinder igen.

Man kan altså godt nå op i et bevidsthedsniveau, hvor man kan opleve ting, selvom man faktisk er bevidstløs.

Vi ved også, at nogle dele af hjernen klarer iltmangel ganske godt, mens andre meget hurtigt skades.

Benedict Kjærgaard er alvorlig, men hele tiden fornemmer man et smil lige inde bag ved alvoren.
Han synes helt tydeligt, at diskussionen er interessant, ja nærmest sjov. Det er morsomt, når videnskaben støder sammen med engle og dæmoner. 
- At nogle mennesker svæver ud af kroppen og ser ting ovenfra har jeg hørt mange gange.
Også at folk har set ting, som de ikke ville kunne se derfra, hvor de befandt sig.
En bil eller en person, som de kun kunne se, når de kiggede ned oppefra.

- Det er jo interessant, for det burde jo bevise, at der er et eller andet, siger Benedict med et glimt i øjet. Han har en trumf i ærmet.

- Hvis det er rigtigt, at de har set det hele fra oven og ude af kroppen, så mangler jeg bare at høre fra den blinde patient, som under en nærdødsoplevelse pludseligt kan se og oplever det hele fra oven.

Det har jeg nemlig aldrig hørt om.

Hvorfor oplever blinde patienter ikke lyset for enden af tunnelen og ser ting, mens de er "på den anden side"?

Vi ved det ikke.

Der var bare sort

 

Benedict Kjærgaard har selv været meget tæt på at dø.

For ti år siden var en defekt hjerteklap meget tæt på at koste ham livet.

Selvom historien jo er ret alvorlig, spiller smilet stadig om munden på lægen, som fortæller med underspillet nordjysk lune.

Han blev indlagt i al hast og i kritisk tilstand. Selv var han sikker på, at han ikke ville overleve.

- Jeg fik ordnet nogle vigtige ting, inden jeg blev hasteindlagt.

- Blandt andet gav jeg min kone en usb-stick med nogle vigtige forskningsdokumenter til en kollega.

- Jeg var ret sikker på, at det her ville koste mig livet.

- På sygehuset kunne jeg tydeligt mærke, at mine kolleger havde det på samme måde.

- Jeg skulle opereres og lægges i koma.

- Det sidste jeg hørte var narkoselægen, som spurgte om den og den medicin var klar og jeg vidste jo godt, hvad det drejede sig om.

- Men jeg oplevede altså ingenting mens jeg var væk. Der var bare sort.

- Da jeg vågnede tre dage senere stod min kone ved siden af sengen.

- Jeg var så sikker på, at jeg var død, at jeg tænkte: Åh nej, nu er hun også død, griner overlægen og fortsætter:

- Jeg ved temmeligt uklar og det tror jeg også mange andre er, når de har været meget tæt på at dø.

- Men jeg ved altså ikke, hvordan der er ovre på den anden side, for jeg vendte jo tilbage.

- Der hvor jeg var, var der bare sort.

Benedict Kjærgaard kan godt spøge med døden, men i hans verden er døden ikke noget religiøst. Det er en permanent klinisk tilstand.

Hvis man dør, så kommer man ikke tilbage igen. Døden er en uafvendelig proces, når først den indtræder. Det er faktisk meget alvorligt at være død.

Læs en af de andre fortællinger ved at vælge den ovenfor eller se hele dokumentaren "De døde - døden tur retur" HER