Johnny Sort Jensen bliver kørt ihjel af et tog fredag den 13. November 1981.

 

Vennerne hjemme fra Nordjylland er på vej til Albertslund, hvor Johnny bor, mens han læser.

Han skal møde dem på Københavns Hovedbanegård.

Da han løber ned til S-toget for at køre derind, falder han på perronen og glider ned på togskinnerne

Johnny dør tre gange den nat.

 

Han er i god form og tager trapperne op til perronen i fuld fart.

Han vil hurtigst muligt ind på hovedbanen og mødes med gutterne.

Ovenfor trappen på perronen drejer han. Der er is.

Hovedet rammer kanten af perronen hårdt. Han mister bevidstheden, falder ned på banelegemet, lander imellem skinnerne med højre arm på det ene spor.

Han ligger stille.

Alt bliver sort.

quote Den største ​​​trøst er, at ingen har skylden

 

Idag ved Johnny ikke hvor lang tid der går inden S-toget kommer.

Ingen har set ham falde, så ingen opdager hans bevidstløse krop på skinnerne.

Men han priser sig lykkelig for, at der er tale om et uheld.

At ingen har skylden for, at han dør, da toget kommer.

Og kommer det gør det.

Johnny bliver kørt over af toget og fire vogne inden lokomotivføreren får stoppet det enorme vogntog.

Johnnys højre arm bliver brutalt knust lige nedenfor skulderen.

Resten af hans krop undgår mirakuløst de kolde, skarpe metalhjul, mens den køres over af vognene.

Pyramiden


Johnny kigger forlegent op og smiler skævt. Han ved godt, at det næste han skal fortælle lyder en smule tosset, men han fortsætter med at forklare, hvordan han oplever "Den anden side".

 

Han dør af chok og blodtab der på skinnerne i Albertslund og omsluttes af kraftigt lys, der fører ham til et fredfyldt sted.

Det er nærmest paradisisk. Smukt og varmt.

Der er en flod og han møder nogle skikkelser.

Han føler ingen smerte eller frygt men fornemmer, at han er på en slags rejse.

Johnny mistede den ene arm i ulykken
Johnny mistede den ene arm i ulykken
Foto: Ole Sejfert

Johnny føres hen til en pyramide med en trappe og da han kommer op af trappen går han ind i et rum.

Selv ved han godt, at det kan lyde som det rene fantasi og sludder, men han er helt sikker på, at der i rummet er en pejs og to altre.

På det ene ligger et sværd. På det andet sidder en kvindelig skikkelse. Der er også en ugle.

Sidenhen er han nået til den konklusion, at kvinden må være gudinden Athena.

Han kigger ned og smiler for sig selv ved tanken.

Læs mere om gudinden Athena her:

 

Johnny får at vide, at han må hente sværdet, når han er klar. Sværdet er ikke et våben, men et sværd til at finde løsninger.

Johnny føler ikke, han er klar til at tage sværdet, da han står i rummet på toppen af pyramiden.

Skikkelserne som er til stede beder ham vende tilbage.

I samme nu han tænker tanken, forsvinder scenen for ham.

 

Smerten er ubeskrivelig da han vågner under toget.

Johnnys højre arm sidder fortsat fastklemt under hjulene fra en af togvognene.

Der er kaos, men han ænser det næsten ikke.

Ambulancer og andre redningskøretøjer er kommet til, mens han var væk.

Redningsfolk kæmper for at få toget væk og få ham ind på Glostrup Hospital.

Han fryser.

November byder på frost den nat i 1981.

Athena


Johnny tænker efterfølgende ikke så meget på ulykken. Han vil videre i en fart.

Der er jo et helt liv, som skal leves.

Allerede dagen efter går han igang med at lære sig selv at skrive med venstre.

Han har aldrig før tænkt over, hvor svært det er at binde en sko, med bare én hånd.

Men han gør i gang med at lære det med det samme.

Han vil bare videre. Leve det liv, som han mod alle odds alligevel fik.

 

Ulykken har egentligt ikke fyldt ret meget, men for fem år siden lod han sig hypnotisere.

Et eller andet indeni gav ham lyst til at "genopleve døden".

I hypnosens søvn gennemgik han hele forløbet og blev bekræftet i de ting, han allerede godt vidste.

Han havde været "på den anden side" tre gange den nat. Under toget. I ambulancen. På operationsstuen.

Det hele var der stadig. Floden, pyramiden og sværdet.

Da han vågnede fik han den lokal kunstner Lene Lund til at male oplevelsen.

Billedet hænger idag hjemme hos ham selv.

Et minde om en oplevelse, der ændrede Johnnys liv for altid.

Johnny Sort Jensen holder idag foredrag om, hvordan man lever et godt liv på trods af et fysisk eller psykisk handicap.
Johnny Sort Jensen holder idag foredrag om, hvordan man lever et godt liv på trods af et fysisk eller psykisk handicap.
Foto: René Schütze

 

Paradis


Johnny ved idag ikke, om han kortvarigt kiggede ind i Paradis.

Han synes egentligt heller ikke, det er særligt interessant.

Hvis det er fantasi, er det i hvert fald en god fantasi.

Hvis det er en drøm, er det en god drøm.

Og hvis det er virkeligt, ja så har underbevidstheden måske alligevel nogle redskaber, som vi kan bruge, når livet gør ondt, forklarer han.

Johnny holder idag foredrag om livet, døden og alt derind imellem.

Han frygter ikke døden, men han er heller ikke klar til den endnu.

Læs en af de andre fortællinger ved at vælge den ovenfor eller se hele dokumentaren "De døde - døden tur retur" HER.