De gule tog det hele fra de hviiiie

Pål Alexander Kirkevold blev matchvinder i opgøret mod AGF med sin scoring til 1-0. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Hobro IK tager alle tre point i Aarhus. Pål Alexander Kirkevold scorer igen.

AGF-tilskuerne råbte til det sidste: Attack, attack, attack! Men lige lidt hjalp det. AGF var ikke skarpe nok på deres chancer, og de gule fra Hobro fik maksimalt udbytte af Superligakampen og vandt for første gang i et Superliga-opgør i Aarhus. 

Kampen manglede ikke chancer, men solidt håndværk og en stærk defensiv fra Hobro var med til at holde de hvide fra at score. 

Kampen startede ellers med fyr og flamme. Der var bare spillet to minutter, da Edgar Babayan misser en kæmpe chance. Pål Alexander Kirkevold var lidt langsommere om at komme op i omdrejninger, men han fik skabt chancer. 

Slutningen af første halvleg var et sandt bombardement, hvor målmændene viste deres værdi, og holdene gik til pausen med 0-0 på måltavlen. 

Anden halvleg startede lige så dynamisk som slutningen på første, og der var chancer i begge ender nærmest hvert minut, indtil Pål Alexander Kirkevold får vristet sig fri på venstrekanten og afsluttet bag en chanceløs AGF-målmand. 

1-0 og det var signal til AGF'erne om at skrue op for intensiteten og chancerne. Begge dele lykkedes, men chancerne blev ikke eksekveret ordentligt. 

Med sejren er Hobro IK sikret førstepladsen i gruppespillets pulje 1. 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord