Ingen stjernedrys over Nordjylland: "De må have dyppet i den forkerte sovs"

TV2 Nords direktør, Mikael Justesen, blogger om de Michelin-stjerner, der ikke dryssede over Nordjylland mandag aften. Men pyt. Vi kommer over det, skriver Mikael Justesen

Der lugtede af brændt gummi over Nordjylland, da et fransk dækfirma mandag delte stjerner ud til danske toprestauranter. Ingenting, nul, nix og nej var svaret til de nordjyske kandidater, som stod tilbage i en sky af sort røg fra konkurrenternes hurtigt roterende baghjul – med dæk af mærket Michelin. Farvel til drømmen. Au revoir.

Det er besynderligt, at steder som Tabu, Ruths, Vendia og Villa Vest blev valgt fra af det franske firmas prøvespisere. Man kunne i berettiget skuffelse gøre sig lystig over, hvad der er årsagen til at stjernerne udeblev. Og spekulere over, om prøvespiserne har taget fejl og besøgt en grillbar på Vesterbro i stedet for Tabu samt spist fiskefilet med pommes og remo på havnen i Skagen – i den tro at det var Ruths Hotel. Og mens man har billedet på nethinden af en madanmelder i laksko og halsklud siddende på en træbænk på Skagen Havn, kan man måske se for sig, hvordan en forbiflyvende måge skider på kanten af tallerkenen. Madanmelderen tænker ”interessant garniture, nyskabende servering”, vipper med overskægget og dypper så en dobbeltkogt pommes frites i den skilte sovs. Det ville forklare, hvorfor der ikke kom nordjyske stjerner.

Nu må vi så vente til næste år. Eller til 2040. Men pyt. Vi kommer over det: For det første ville stjerner betyde stigende priser på nordjyske gourmetoplevelser. For det andet vil vi fortsat – med lidt held – kunne få et bord på de nordjyske madtempler. Var der kommet stjerner, var det blevet sværere. For det tredje er den enorme udvikling i nordjysk kogekunst ikke styret af stjerner i en vejviser. Stjerner havde været et fortjent rygstød til de bedste, men de er ikke betingelsen for at vi kan være stolte af vores hastigt voksende udvalg af gode spisesteder.

Det bedste, vi kan gøre er at bakke dem op – ved at bruge dem. Billigt er det ikke, men hvis man betragter et besøg på en restaurant som mere end mad – men som en totaloplevelse strækkende sig over en hel aften – så er det heller ikke værre end at mange kan være med af og til.

På den måde kan vi give vores nordjyske restauranter den smukkeste stjerne: Når vi besøger dem er vi med til at sikre at de ikke bare overlever men også udvikler sig yderligere. Sådan at vi også næste år, når dækfirmaet forbigår Nordjylland igen, med fuld ret kan undre os: Hvad det er de franskmænd ikke forstår?


Debat

210918 René Zeeberg

Turismedirektør: - Håb er ikke en strategi

030118 Christian Roar Pedersen - sognepræst, Hals.jpg

Præst omfavner julesorgen: - Vi skal invitere vores døde med rundt om det tændte juletræ

christian borrisholt steen blog 2020

Blog: At rejse er at leve

Tonny Thorup er direktør for Destination NORD.

Frem med visa-kortet: Gå trygt ud og spis!

indlæs flere

Seneste nyt

fra Nordjylland