De unge svigter læreruddannelserne

Mens der er rekordsøgning på Aalborg Universitet, kæmper lærerseminarierne med at trække nye studerende til.

Torsdag var sidste frist for at søge ind på kvote 1 på Hjørring Seminarium. Antallet af ansøgninger har været støt faldende de seneste tre år, men dette år sætter bundrekord, med 30 procent færre ansøgninger.

- Det er beklageligt - ikke mindst for samfundet, at der ikke er flere der ønsker at være lærere, siger Jens Kvorning, leder af læreruddannelsen på Hjørring Seminarium, til TV2/Nord.

Seminariet har plads til 150 nye studerende, men kun 74 har søgt ind. Det er 32 færre end sidste år. Og tendensen er den samme i resten af landet. Den udvikling giver dybe panderynker hos Danmarks Lærerforening.

- Jeg synes, at vi står med en katastrofal situation. Allerede nu mangler der 2000 lærere, og prognoserne siger, at der vil mangle 8000 i 2015. Den situation er uholdbar, siger Grete Andersen, næstformand i Midtvendsyssels Lærerkreds til TV2/Nord.

Fortsætter den negative udvikling, frygter både lærernes bagland og seminariet for konsekvenserne.

- Desværre kan det komme til at betyde, at rigtig mange af dem der underviser børnene ikke har den fornødne faglige indsigt, og det er vi selvfølgelig frygteligt bekymrede for, siger Grete Andersen.

- Man kan snakke nok så meget om de videregående uddannelser, men hvis ikke basen er i orden, så vil vi få en ringere kvalitet ud af folkeskolen, afslutter Jens Kvorning.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord