De voldsomste kamphandlinger siden Anden Verdenskrig: Sådan oplevede de "Operation Bøllebank"

Den seneste tids debat om de danske kampvognes træfning i det tidligere Jugoslavien i 1994 får nu TV2 Nord til at sende et program om ”Operation Bøllebank”. Programmet blev produceret på stationen i 1996, kun to år efter selve kamphandlingerne.

Den 29. april 1994 begyndte serbiske styrker at skyde på den svenske observationspost Tango 2 nær Tuzla i det tidligere Jugoslavien. Danske kampvogne kom den svenske observationspost til undsætning, efter en plan som de tidligere havde indøvet under kodenavnet ”Operation Bøllebank”.

I løbet af natten kom det til hårde kampe mellem de danske kampvogne og de serbiske styrker. Kampene sluttede med en stor dansk sejr, idet det anslås, at op mod 150 serbiske soldater mistede livet i kampene. Der var ingen tab på dansk side.

I den senere tid er der dog opstået en stor diskussion om, hvem der egentlig ledede de danske kampvogne den nat. Diskussionen er opstået i kølvandet på et interview med oberst Lars Møller, der medvirker i en radiodokumentar af DR-journalisten Kasper Søegaard. Programmet skal ifølge planen sendes den 5. januar.

Inden programmet er blevet sendt, har den tidligere næstkommanderende for kampvognene, oberst Lars Møller, valgt at offentliggøre en udtalelse, der anfægter de påstande, som han forventer, vil komme frem i programmet.

Læs Lars Møllers udtalelse HER.

Det modsvar fik Jakob Hansen, der var oversergent og næstkommanderende i 2. deling under "Operation Bøllebank" tilbage i 1994, til at skrive et modsvar. Læs det HER.

I programmet ”Operation Bøllebank” følger vi to kampvognsførere, Jakob Hansen og Klaus Andresen, som fortæller om, hvad de oplevede den nat. De to soldater havde kommandoen over hver deres kampvogn i de voldsomste kamphandlinger, danske soldater har været involveret i siden den 9. april 1940.

Programmet har, af forskellige årsager, aldrig før været vist på TV. Men det bliver det nu. Du kan se programmet på TV2 Nord Salto tirsdag den 10. januar klokken 23.00, torsdag den 12. januar klokken 17.00, lørdag den 14. januar klokken 19.45 og søndag den 15. januar klokken 18.00.

Du kan dog allerede nu komme til snigpremiere på programmet på tv2nord.dk. Se hele programmet om "Operation Bøllebank" her:

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland