Den 'gamle' Helenius er på vej tilbage

02:55

1 af 2

Nicklas Helenius har scoret i alle AaB's træningskampe og ligner en spiller, der har lagt de seneste sæsoners skuffelser bag sig.

AaB-angriberen Nicklas Helenius ser ud til at nærme sig fordums styrke. Efter et par vanskelige år med et langt sygdomsforløb i England og et dybt formdyk på fodboldbanen peger pilen nu opad for nordjyden. Helenius har scoret i alle tre af AaB's testkampe, og han ligner igen en spiller, der kan kæmpe med om topscorertitlen i Superligaen.

- Det er jo rart, at man kan mærke, at man bliver bedre, og det går bedre. Så er der også større chance for, at man kan vise fansene og klubben, at man stadig kan spille fodbold, siger Nicklas Helenius til TV2/Nord.

AaB-angriberen har været igennem par hårde år. Det så ellers så godt ud, da engelske Aston Villa i 2013 købte ham fra af AaB. Et drømmeskifte - umiddelbart. Men det skulle vise sig at blive intet andet end et mareridt. Under opholdet blev han ramt af sygdom, hvilket førte til både angst, selvmordstanker og et misbrug af sovepiller.

Nu vil Nicklas Helenius udnytte de seneste sæsoners nedture. Han har bekæmpet modgangen uden for banen, så nu kender han også opskriften på at gøre det samme inde på banen.

- Det havde jeg svært ved tidligere. Jeg er blevet bedre til at lægge de dårlige ting til siden og tage de gode ting med, siger Nicklas Helenius.

AaB spiller Alka Superliga-sæsonens første kamp, når Esbjerg kommer på besøg mandag den 20. juli. Kampen kan ses direkte på TV3 Sport 1.