Den grønne bølge skyller også ind over folkekirken

Flere nordjyske kirker vil gerne være bæredygtige - en af dem der er begyndt at gøre noget ekstra er kirken i Hals.

Det seneste skud på stammen af såkaldte grønne kirker i Aalborg stift er Hals Kirke.

Det handler om at gøre noget godt for klimaet, og helt konkret betyder det, at kirken har fået nye beboere i form af bier - bosat i to bistader.

- Der er jo stor fokus på miljøet i dag, og hvad vi kan gøre for at skåne miljøet. Så det er jo helt klart, at sådan et projekt skal vi være med på, siger Lise Jensen, graver ved Hals Kirke.

I Hals Menighedsråd har de været to år om processen med at blive grøn, få gennemgået tjeklisten og lave ændringer.

Efter beslutningen i Menighedsrådet har de fra kirken deltaget to gange i en ERFA-gruppe i Aalborg Nordre Provsti, ligesom deres graver har deltaget i to temadage i Folkekirkens Hus i Aalborg.

Grøn Kirke er et netværk af danske kirker, som gør noget ekstra for at være bæredygtige. De arbejder ud fra en tjekliste med 48 tiltag, hvor de altid mindst skal have opfyldt 25 for at kunne kalde sig grønne. Blandt andet skal kirkerne bruge strømbesparende lyskilder og lave levesteder for vilde dyr og planter.

Netværket Grøn Kirke har eksisteret i 10 år – men særligt i løbet af de seneste år er flere og flere kirker stødt til, og i dag er der 200 medlemmer.

Med Hals Kirke er der nu 23 grønne kirker i Aalborg Stift.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland