Den nye regering inspireret af nordjysk trafikløsning

Der er nordjyske fingeraftryk i den nye regerings 86 sider lange regeringsgrundlag.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede lørdag, sammen med partiformændene for både Konservative og Liberal Alliance, det 86 sider lange regeringsgrundlag som den nye såkaldte trekløverregering vil arbejde efter.

Regeringsgrundlaget bærer titlen For et friere, rigere og mere trygt Danmark og mens vækst i den offentlige sektor sammen med reguelering af topskatten, øget fokus på uddannelse og og mange andre politisk store områder har trukket de største overskrifter, gemmer der sig på side 40 et anerkendende nik til Nordjyllands Trafikselskab, der nu ser ud til at blive eksemplet, man landspolitisk vil følge.

Det drejer sig om Nordjyllands Trafikselskabs ambitiøse arbejde med at lave en topmoderne og avanceret rejseplansløsning, der ikke kun kigger på, hvornår næste tog eller bus afgår, men som kan sætte rejser sammen med både bus, tog, taxa- og samkørsel, ligesom delebilsordninger kan blive foreslået som en del af din rejse fra A til B.

Da den store plan blev fremlagt i januar blev den fremlagt som en helt ny forretningsmodel, og bestyrelsesformand Thomas Kastrup-Larsen, der også er borgmester i Aalborg Kommune, udtalte dengang:

- Vi er dog nødt til at bevæge os væk fra ”enten eller tankegangen” og følge med udviklingen. Med denne forretningsplan rækker vi hånden frem og inviterer til samarbejde med udbydere af private transporttilbud, som i den grad også er med til at gøre nordjyderne mobile. ”Både og” vil være vores tilgang fremadrettet, da vi tror på at samarbejde mellem den private og offentlige sektor, kan skabe endnu bedre betingelser for mobiliteten i Nordjylland

På den famøse side 40 i regeringsgrundlaget lyder det, at "Regeringen ønsker - blandt andet med udgangspunkt i forsøget i Nordjylland - at fremme digitale løsninger i andre dele af landet, som samtænker det kollektive trafiktilbud med for eksempel taxi og delebiler."


Seneste nyt

fra Nordjylland