Der er for få plejefamilier

03:40

1 af 2

I 2014 var der kun 14 familier, der søgte om at blive plejefamilie i Aalborg kommune. Normalt har det tal været cirka 50.

Færre familier end hidtil har i 2014 søgt om at få et barn i pleje. I Aalborg Kommune har de allerede afholdt flere informationsmøder for interesserede familier. Nu prøver de med kampagner.

- Vi har trykt postkort, søgt via Facebook, og vi skal også have trykt nogle plakater, der skal hænge forskellige steder. Derudover bliver vores kampagne også vist på infotavlerne i busserne, siger Susanne Lorentzen, der er leder for Visitations- og Familieplejen i Aalborg Kommune.

Kommunen har allerede mange plejefamilier, men det er vigtigt, at der er et bredt udvalg.

- Vi har brug for flere forskellige for at kunne lave det helt rigtige match mellem barn og familie, siger Susanne Lorentzen og fortsætter:

- I værste tilfælde bliver barnet enten ikke anbragt eller ender på institution, men der er vi heldigvis ikke endnu.

Socialtilsyn Nord har siden 1. januar 2014 stået for at godkende plejefamilier i region Nordjylland, og Plejefamiliernes Landsforening gætter på, at det er de mange personlige oplysninger, der skal frem, som afholder interesserede fra at søge.

- Vi får kontakt fra medlemmer, som reagerer over, at de bliver pålagt at lave et budget, der viser, hvad de får i løn brutto hver især - også den part, der ikke er ansat i familiepleje. Derudover hvad de har i løn netto, hvordan de bruger deres penge. Det mener vi ikke er nødvendigt for at se, om en familie har råd til at tage et barn ind, siger Jens Vegge Bjørck, der er formand i Plejefamiliernes Landsforening.

Socialtilsyn Nord ser det som en nødvendighed

- Det ligger jo i den nye lovgivning. Altså med det nye socialtilsyn, har vi fået en kvalitetsmodel, som vi skal godkende efter, og der er syv temaer i, hvor eksempelvis økonomi jo er det ene tema, siger afdelingsleder for familieplejeområdet ved Socialtilsyn Nord, Birgit Langager Svendsen og fortsætter:

- Det er jo nødvendigt, fordi det er et kæmpe ansvar man sådan pålægger en almindelig familie.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord