FOA-undersøgelse: Der kommer til at mangle 4900 ansatte de næste ti år

Kommunerne i Nordjylland skal tilsammen tiltrække mere end 4900 nye SOSU-ansatte de næste 10 år, hvis de vil fastholde velfærden.

De næste år vil mange SOSU-ansatte forlade faget på grund af alder. Den udvikling kommer samtidig med, at Danmark får flere ældre og plejetrængende borgere.

Fagforbundet FOA har beregnet, hvor gode de enkelte kommuner er til at skaffe nye ansatte på Social- og sundhedsområdet.

Og de beregninger viser, at Læsø, Brønderslev og Mariagerfjord er de tre kommuner, der har sværest ved at skaffe de nødvendige nye social- og sundhedsmedarbejdere, mens Aalborg og Jammerbugt har færrest udfordringer med at rekruttere.

De næste år vil mange SOSU-ansatte forlade faget på grund af alder. Den udvikling kommer samtidig med, at Danmark får flere ældre og plejetrængende borgere.

- Vi kan ikke fastholde velfærden i Danmark, hvis vi ikke gør noget nu. Det her kommer til at ramme ældre og plejetrængende borgere. Derfor skal der også en særlig indsats til nu for at gøre faget og uddannelsen attraktiv og vende udviklingen, siger Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

Danmark mangler over 40.000 SOSU'er i 2028

Frem mod 2040 vil der komme knapt 260.000 flere ældre over 80 år i Danmark. Samtidig er hver tredje social- og sundhedsansat i dag over 55 år, og har derfor snart mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. FOA's fremskrivning viser, at der i 2028 kommer til at mangle over 41.000 ansatte inden for SOSU-området i landets kommuner.

- Hvis vi ikke får løst problemet med den kommende mangel på kvalificeret arbejdskraft, ender vi med at skulle prioritere, hvilke plejetrængende borgere, der ikke får hjælp i fremtiden, advarer Torben Hollmann.

FOAs fremskrivning bygger alene på, hvor mange SOSU'er, der går af på grund af alder, og hvor mange der bliver behov for på grund af et stigende antal ældre i befolkningen.

- Derudover er der behov for endnu flere folk, når ansatte under 60 år skifter job eller trækker sig tilbage af andre årsager. De er ikke med i denne beregning, det betyder, problemet kan være endnu større, forklarer Torben Hollmann, som tilføjer, at FOA mener, det  skal være muligt for flere at få fuldtids- frem for deltidsstillinger.

- Og der skal være respekt om både fag, ansatte og borgere. Det handler også om mere anerkendelse af fagene og fornuftig tid til opgaverne, fastslår Torben Hollmann.


Seneste nyt

fra Nordjylland