Der mangler kasseapparater i Jomfru Ane Gade

SKAT har i løbet af 2011 konstateret flere alvorlige forhold blandt restauratørerne i Jomfru Ane Gade. Manglende kasseapparater og sort arbejde er noget af det, SKAT er stødt på ved kontrollerne.

- Resultaterne af vores kontroller i Jomfru Ane Gade har overrasket os, fordi restauratørerne i forvejen var orienteret om, at vi ville komme på besøg i løbet af 2011, siger afdelingsleder Kim T. Thomsen fra SKAT Nordjylland.

Det er især manglende indtægtsregistrering, sort arbejde og ansatte, der også modtog overførselsindkomst, som SKAT har konstateret ved kontrollerne i Jomfru Ane Gade. Enkelte steder var ikke momsregistreret og indbetalte ikke skat og arbejdsmarkedsbidrag til SKAT.

En del af kontrollerne blev gennemført i samarbejde med Nordjyllands Politi, som to steder kunne konstatere, at den lovpligtige alkoholbevilling ikke var til stede. Politiet lukkede derfor restauranterne.

- Vi har givet 22 henstillinger om, at der skal benyttes kasseapparat. I to af tilfældene har vi allerede givet bøde, fordi det ikke er sket. Fire restauranter har fået besked på at føre logbog over de ansatte. Heraf har de to også fået en bøde, fordi reglerne ikke var overholdt, fortæller Kim T. Thomsen.

Kontrollerne i Jomfru Ane Gade er blandt andet sket som led i en aftale på Finansloven 2011. Opgaven for SKAT lød på at undersøge udvalgte steder og brancher, hvor der var en formodning om, at gældende regler ikke blev overholdt. Jomfru Ane Gade blev udpeget som et af de steder.

- Vi må desværre konstatere, at store dele af Jomfru Ane Gade levede op til den formodning, slutter Kim T. Thomsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland