Der rejses til udlandet fra Aalborg som aldrig før

Aalborg Lufthavn melder om markant vækst i deres udenrigsrejser.

Der bliver fløjet udenrigs fra Aalborg Lufthavn som aldrig før. Lufthavnen melder om en markant stigning på næsten 30 procent på deres udenlandsrejser i august 2017 i forhold til året før.

I august 2016 fløj 29.004 passagerer til udlandet fra Aalborg Lufthavn. I år er det tal vokset til 37.242. 

- De internationale ruter fra Aalborg Lufthavn når stadig nye højder med en imponerende stor fremgang i august. Vi ser en rigtig høj belægning på udenrigsafgangene, der bliver bedre og bedre måned for måned - her det specielt Amsterdam- og Oslo-ruterne, der tager fart, siger lufthavnsdirektør, Søren Svendsen. 

Til gengæld melder Aalborg Lufthavn om et fald i chartertrafik-tallene, da der udbydes færre charterafgange til Tyrkiet i år. 

- Tilbagegangen i antallet af charterrejsende i august skyldes udelukkende det mindre charterudbud til Tyrkiet i år. Til gengæld ser vi propfyldte fly til de græske og spanske feriedestinationer og på de eksisterende Tyrkiet-afgange samt en kæmpe efterspørgsel på flere rejser til de tyrkiske feriebyer, som vi desværre ikke kan imødekomme i år, siger Søren Svendsen. 

Endnu flere udenrigsafgange er på vej til lufthavnen, når Ryanair åbner sin rute til London den 5. september med tre ugentlige afgange.


Seneste nyt

fra Nordjylland