Forleden dag kunne man i blandt andet Kristeligt Dagblad læse om, at flere og flere nyfødte danskere nu får et navn, som ingen andre har. Det handler om at være unik og enestående – og så handler det for mange også om, at man gerne vil føre slægtsnavne på både mors og fars side videre.

Det er der for mig at se ikke noget unaturligt i. Men når vi nu har så travlt med at sikre vores børn unikke og historiefortællende navne, er det for mig lidt tankevækkende, at vi samtidig i den anden ende af livet har mere travlt med det modsatte af at være unikke og historiefortællende.

Aldrig før har gravsten og gravsteder været så anonyme, som de er i dag.

Jeg er fra Hirtshals, vendelbo, dansker, europæer og endelig borger i verden. Men det er nu engang her i Vendsyssel, jeg er født, det er dér jeg har hjemme, dér jeg har min rod og derfra min verden går, som der står i H.C. Andersens gamle sang.

Da jeg for noget tid siden var hjemme i Hirtshals og gik en tur på kirkegården, kom jeg til at tænke på den gamle sang af H.C. Andersen. For måske er der lidt en tendens til, at det er de helt nære relationer i den allernærmeste familie på den ene side og forestillingen om verdensborgeren på den anden side, der for mange moderne mennesker er blevet den primære identitetsmarkør.

Alt det, der ligger der imellem, midt imellem verdensborgeren og familiefaderen – eller moderen – er på en eller anden måde ved at gå i glemslen. Det er en skam.

For vi er jo ikke kun verdensborgere eller kernefamilier bag ligusterhækken. Vi er også en del af et nærmiljø og et lokalsamfund. Det er netop derfra, fra det lokale og det nære, at vores verden går.

Indforståede gravsten

På kirkegården taler gravstenenes udvikling deres tydelige sprog. Mange nyere gravsten bærer så indforståede og kortfattede inskriptioner, at kun afdødes allernærmeste pårørende kan have nogen anelse om, hvem det er, der ligger under den pågældende sten. ”Sov sødt lille Jens”, ”Hvil i fred kære Alma” eller slet og ret ”Elsket og savnet” er typiske budskaber på mange nyere gravsten. Men hvem er Jens og hvem er Alma? Jeg aner det ikke.

Før i tiden var det selvfølgeligt, at fulde navn og dato for både fødsel og død var skrevet på gravstenen. Ofte også hvad afdøde havde beskæftiget sig med, samt vedkommendes fødeby og hjemby. Tendensen med de mere indforståede og ret anonyme gravsten, fratager fremtidens bysbørn – og verdensborgere – muligheden for at gå en tur på kirkegården og mindes matematiklæreren, skoleinspektøren, naboen eller kammeratens far, der blev revet væk alt for tidligt. Det er en skam.

Individualistisk tidsalder
Det står naturligvis en hver frit for selv at bestemme, hvordan ens gravsted skal se ud. Men jeg må sige, at jeg er meget enig med Elof Westergaard, der er biskop i Ribe, når han i en nyere bog om kirkegårdskultur siger, at tendensen med meget private gravsteder fratager dem, som man har delt by og lokalsamfund med en mulighed for at holde erindringen om afdøde i live.

De indforståede mindeord på moderne gravsten kan formentligt ses som endnu et eksempel på, at vi lever i en ret individualistisk tid.

Men for mig er kirkegården et fælles rum, der ud over at være et sted, hvor vi begraver døde, også er en uvurderlig kilde til fastholdelse af erindringen om levet liv og til forståelsen af det liv, der stadig leves. Det, synes jeg, at vi forsømmer, hvis vi alle sammen ender under en anonym sten med ”Per”, ”Poul” eller ”Savnet”.