Det bliver dyrere at køre i taxa i Aalborg

Et stort flertal i byrådet i Aalborg Kommune mener, at det skal være dyrere at køre i taxa. Starttaksten stiger blandt andet fra 13 til 18 kr.

Byboerne i Aalborg skal betale for, at der skal opretholdes en god service i kommunens yderdistrikter.

I forbindelse med kommunesammenlægningen blev de små taxaselskaber nemlig lagt ind under Aalborg Taxa, og siden har der været problemer med at yde en god nok service i kommunens mere tyndt befolkede områder.

Dansk Folkepartis medlem af teknik- og miljøudvalget, Tommy Eggers, retter en hård kritik mod takststigningerne.

Han siger til Nordjyske, at det er dødhamrende uretfærdigt, at det skal være dyrere at sætte sig ind i en taxa, fordi Aalborg Taxa ikke selv kan finde ud af at lave en ordning der fungerer.

Landsdistrikts-rådmand Thomas Kastrup-Larsen (A) mener, at prisstigningen er rimelig. Han siger til Nordjyske, at det er vigtigt med en god taxabetjening i kommunen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord