Ulla Astman om kritik: - Det er beklageligt og vi har strammet op i sager om salg af fast ejendom

Region Nordjylland handlede ikke efter bogen, da den solgte en del af en gammel sygehusgrund i Brønderslev. Det slår Ankestyrelsen fast i en skrivelse, og i dag siger regionsrådsformanden, at regionen tager afgørelsen til efterretning og har allerede strammet op på procedurerne for salg af fast ejendom.

Sagen handler om, en grund, der ligger på Nørregade 77 i Brønderslev. Den blev solgt til en entreprenør fra Bo-Bedst ApS, efter entreprenøren selv havde henvendt sig til kommunen og spurgt, om han kunne købe den samlede grund på 3.700 kvadratmeter.

Entreprenøren fortalte regionen, at han ønskede at købe grunden for at opføre en parkeringsplads, der skulle bruges i forbindelse med udvidelsen af en boligejendom, der lå op ad grunden. 

Men handlen foregik ikke efter bogen. Kritikken går bl.a. på, at grunden er solgt uden offentligt udbud, ligesom der ikke var indhentet en mæglervurdering forud for salget.

- Det er beklageligt

Region Nordjylland har nu modtaget en afgørelse fra Ankestyrelsen, som retter kritik af, at regionen ikke sikrede sig, at prisen på en 1999 kvadratmeter stor grund nær sygehuset i Brønderslev var den rette, da den 26. september 2017 blev solgt til ejendomsselskabet Bo-Bedst ApS i Tårs for 137.236 kr.

- Jeg er ærgerlig over afgørelsen fra Ankestyrelsen, som vi tager til efterretning. Vi har i denne sag foretaget nogle skøn og vurderinger, som Ankestyrelsen ikke er enige i, og det er selvfølgelig beklageligt, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Kunne måske have tjent flere penge

Det var regionsrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti, Per Larsen, der tog sagen op, da han mente, at rådet ikke fik alle informationerne i sagen. Embedsmændene havde nemlig skrevet, at arealet alligevel ikke kunne bruges til bebyggelse, og at der i kraft af nabo-relationen til entreprenøren ikke burde sættes en højere pris end 137.000 kroner.

Ifølge Per Larsen kunne grunden dog være solgt for det tidobbelte, hvis den havde været sat i udbud. Det var noget, som den lokale ejendomsmægler EDC Brønderslev også vurderede, da TV2 Nord inviterede dem med ud på grunden i april 2018. 

Retningslinjer er revideret

Sagen har ifølge regionsrådsforman Ulla Astman været præget af åbenhed og gennemsigtighed i den administrative og politiske behandling.

I sin tid var det således også et samlet regionsråd, der godkendte salget tilbage i efteråret 2017. Siden har et flertal i Regionsrådet (minus DF og EL) i februar 2019 godkendt en redegørelse for det faktiske forløb i sagen.

- Regionsrådet har allerede i september 2018 revideret retningslinjerne for salg af fast ejendom. Fremadrettet er proceduren, at vi altid har to valuarer på, og efterfølgende vil ejendommen som altovervejende hovedregel blive solgt i udbud, siger Ulla Astman.

En undtagelse kunne eksempelvis være salg til en kommune eller en anden offentlig myndighed.

Ankestyrelsen har givet Regionsrådet to måneder til at oplyse, hvad Ankestyrelsens udtalelser giver regionen anledning til.

- Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om Ankestyrelsens afgørelse giver anledning til at stramme yderligere op. Det vil vi nu gå i gang med at vurdere inden for svarfristen på to måneder, siger Ulla Astman

 


Seneste nyt

fra Nordjylland