Ester lever som viking i fritiden: - Det er fedt, at tingene tager tid

Efterårsferie betyder vinkingeliv ved Vikingecenter Fyrkat i Hobro. Her lever de frivillige, som man gjorde i vikingetiden.

I lige præcis to år har Ester Finger Beck fra Randers været viking i sin fritid. I efterårsferien bor hun i teltet med de to andre vikinger og en håndfuld hunde. Mens regnen drypper ned på teltdugen, sidder hun i læ og passer ilden. Hun er nemlig i færd med at koge vand. Mens hun sidder der, pusler hun med noget garn.

- Det fede ved at være viking er håndværket, forklarer Ester Finger Beck, som TV2 Nord møder i et lille hjemmelavet telt, der består af uldduge, der er spændt ud over grene, som hun og hendes to rejsekammerater har fundet.

Og det meste af det, der er i teltet, har hun da også selv lavet. Eksempelvis er alt hendes tøj hjemmelavet. Hun har en kjole på af hør og udenover en kjole med uld, så hun kan holde varmen. Alt sammen hjemmelavet, selvfølgelig. 

- Det, jeg rigtig godt kan lide ved det (håndværket, red.), er, at tingene tager tid. Man skal have respekt for processerne, der er i det (arbejdet, red.). I dag hvor alting går så stærkt, synes jeg, det er fedt at være i, siger Ester Finger Beck.

Stor interesse for vikingeliv

Der er stor interesse for livet som viking på Vikingecenter Fyrkat.

Til dette års efterårsferie har 65 tilmeldt sig som vikinger. 
Der er plads til cirka 25 ad gangen, og derfor er der løbende udskiftning af frivillige gennem efterårsferien. 

Selvom regnen siler ned, og hun sidder ude, smiler hun. Hun har ikke noget imod kulden, for hun fryser ikke med alt det uld, hun har omkring sig. Der er ikke noget andet sted end Vikingecenter Fyrkat, hun hellere vil være, forsikrer hun os om.

Deler sin passion med børn

Et andet sted på vikingecenteret ved Hobro er der gang i smedjen. Ved den står Henning Andersen, der har været fritidsviking i omtrent et årti. Omkring ham står en familie og ser på, mens han arbejder med jernet, der skal blive til ildstål. Det, man i vikingetiden brugte i stedet for en lighter.

- Jeg synes først og fremmest at det spændende ved at være viking, er håndværket ved at være smed, siger Henning Andersen, der til daglig bor i Godthåb ved Aalborg.

Og han er glad for at kunne dele den glæde med børn og voksne, der kommer forbi Vikingecenter Fyrkat i efterårsferien.

Da børnene skal prøve kræfter i smedjen, får de en lidt lettere opgave. Der skal blandt andet laves S-kroge, som kan bruges til hejseværket, der holder en gryde over ilden. Med sådan en krog kan man hæve eller sænke gryden.

Når arbejdet for i dag slutter, og Henning Andersen skal til køjs, foregår det i de huse, der er på stedet. Og så gør det ikke noget, at det er dårligt vejr. Han står klar ved smedjen igen i morgen fredag - og faktisk helt til ferien slutter. 

VIDEO: Oplev lidt af livet som viking. 

Seneste nyt

fra Nordjylland