Rygeforbud i kommune: - Det er hårdt og rigtig svært

00:52

Rygere, der er ansat i Mariagerfjord Kommune må ikke længere ryge i arbejdstiden. Et tiltag, som vækker delte meninger i kommunen.

Altanen på Plejehjemmet Solgaven i Hobro er i den seneste uge ikke blevet brugt så meget som normalt. Den plejede at være stedet, hvor plejehjemmets rygende medarbejdere gik ud for at få en cigaret.

Det sluttede torsdag den 1. august, da Mariagerfjord Kommune indførte røgfri arbejdstid for alle kommunalt ansatte. Det betyder, at det ikke er tilladt at ryge en cigaret på noget tidspunkt i løbet af en arbejdsdag.

- Det er hårdt og rigtig svært. Også fordi man ikke kan få en smøg med sine kollegaer, selvom det er hyggeligt, og man har ikke på samme måde lyst til pausen, siger Jasmina Kasomovic, som er ansat som fast afløser på Plejehjemmet Solgaven.

Hun ryger 20 cigaretter om dagen, men efter det nye rygeforbud må hun lade cigaretpakken blive derhjemme, når hun tager på arbejde.

Der er nogen, der får et bedre liv, det er jeg sikker på. Jeg er også overbevist om, at der er mange, der stopper med at ryge.

Borgmester Mogens Jespersen, Venstre

Hendes kollega, Tanja Ulstrup Laursen, er tidligere ryger, men stoppede for et halvt år siden. Hun kan godt se fordelene i at forbyde rygning på arbejdspladsen:

- Jeg håber, det betyder, at flere vil tænke på sig selv og tage skridtet til at stoppe med at ryge for at få en bedre sundhed generelt. I startperioden vil det nok give lidt udfordringer, men jeg tror bare, det skal blive en vane, at det er sådan, det er, siger Tanja Ulstrup Laursen, der er kostfaglig eneansvarlig på Plejehjemmet Solgaven.

Uenighed i Byrådet

Mariagerfjord Kommune er den fjerde kommune i Nordjylland, der indfører et rygeforbud for kommunalt ansatte. De tre andre kommuner er Frederikshavn, Rebild og Vesthimmerland. På landsplan har 27 kommuner valgt at forbyde rygning i arbejdstiden.

Byrådet i Mariagerfjord Kommune vedtog forslaget i sommeren 2018, men seks af byrådets 28 medlemmer stemte imod. En af dem er Danny Juul Jensen fra Venstre:

- Det er simpelthen for stort et indgreb i den private frihed. Jeg er stemt ind for et liberalt parti og et frihedselskende parti, Venstre, og derfor kan jeg altså ikke være med til, at man skal bestemme over folk på den her måde, siger han.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at rygning er meget usundt, så hvorfor tænker du, at det ikke er en god idé, at kommunen lovgiver om det?

- Jeg har aldrig røget selv, og jeg kommer heller ikke til det. Jeg forstår ikke dem, der vil ryge. Men, dem der nu vil det, det er deres valg. Dem, der tager på skiferie og brækker arme og ben for masser af millioner om året, det er deres valg. Det skal man ikke blande sig i, det hører under den personlige frihed, siger Danny Juul Jensen, Venstre.

Læs også Helle stoppede med at ryge efter rygeforbud på arbejdspladsen

Hans partifælle og kommunens borgmester, Mogens Jespersen, er omvendt meget tilfreds med det nye tiltag. Han er ikke i tvivl om, at det vil komme kommunen til gavn i det lange løb:

- Der er nogen, der får et bedre liv, det er jeg sikker på. Jeg er også overbevist om, at der er mange, der stopper med at ryge, og så får de det selv bedre, og deres arbejdskollegaer får det også bedre, så på sigt er jeg sikker på, at det får en samfundsmæssig gevinst, siger borgmester Mogens Jespersen, Venstre.

Tilbud om rygestop

I forlængelse af forbuddet tilbyder Mariagerfjord Kommune rygestopkurser og rådgivning til kommunens medarbejdere. Det har 38 borgere indtil videre takket ja til, heraf tre af politikerne i byrådet.

Men et rygeforbud er ikke nok til at få Jasmina Kasamovic fra Plejehjemmet Solgaven til at skodde cigaretterne. Hun mener, at det i stedet får hende til at ryge flere cigaretter, når hun kommer hjem fra arbejde:

- Man skal have viljen til at holde, og det har jeg ikke. Selvom man ikke må ryge de her otte timer, så ryger jeg bare, når jeg kommer hjem. Jeg tror ikke, man skal regne med, at der kommer til at være færre rygere på grund af det, siger hun.

Hvis du er ryger og bor i Mariagerfjord Kommune, så kan du læse mere om de forskellige rygestopkurser på Mariagerfjord Kommunes hjemmeside.

02:30

VIDEO: Det er slut med at ryge en cigaret i arbejdstiden for de ansatte i Mariagerfjord Kommune. Den beslutning møder kritik.

Luk video

 

Forsiden lige nu