Det er idealismen, der driver værket

01:56

Foto: Christian French

1 af 2

Kvinde fra Nørresundby samler tøj og legetøj ind til økonomisk trængte familier i Nordjylland. Et spørgsmål om næstekærlighed, siger hun.

De fleste kender vist det der med gerne at ville donere til et godt formål. I et loftsrum i Nørresundby har netop den disciplin grebet om sig.

Her holder Sanne Jonstrup til. Sammen med sin mand samler hun tøj og legetøj ind til økonomisk trængte familier i Nordjylland - og deler ud uden beregning.

- Vi samler ind blandt venner, venners venner, familie og hvem vi ellers kommer i kontakt med, fortæller Sanne Jonstrup.

Projektet startede oprindeligt hjemme i garagen, men efterhånden som mængden af børnetøj, bamser, legetøj og sko hobede sig op, måtte Hjerteven Nordjylland, som de kalder initiativet, flyttes til større lokaler.

Så nu holder Sanne til i lokaler i det gamle tinghus i Nørresundby - og det handler om næstekærlighed.

- Jeg har selv alt det, jeg skal bruge i mit liv. Så jeg vil gerne give en håndsrækning til andre, siger Sanne Jonstrup.

Det var en velgørenhedskampagne i tv sidste sommer, som satte gang i tankerne hos Sanne Jonstrup. Hun har rådet over de gratis lokaler siden december og adskillige familier har allerede været forbi og hente hjælp i form af tøj og legetøj. Så Sanne Jonstrup er ikke i tvivl om, at idealismen får lov til at råde lidt endnu.

- Det kommer til at lyde så religiøst, men det handler om næstekærlighed - kærlighed til mine medmennesker, siger Sanne Jonstrup.

Hun påtænker i øvrigt at fortsætte sit projekt, som hun selv siger, "så længe der stadig er et fattigdomsproblem i Danmark."

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord