Nordjysk minister besøgte uddannelse med rekordoptag: - Det er imponerende

Den nordjyske minister Ane Halsboe-Jørgensen var mandag på MARTEC i Frederikshavn for at se, hvordan uddannelsen har opnået et rekordhøjt antal studerende.

Det maritime uddannelsescenter MARTEC i Frederikshavn har ingen problemer med at tiltrække studerende, selvom uddannelsen ikke ligger i en af de største byer i landet. Faktisk er der rekordoptag i 2019, hvor 175 maskinmesterelever er begyndt på uddannelsesinstitutionen.

- Det er imponerende. Både hvor høj en kvalitet, vi uddanner blandt andet maskinmestre i, men også det tætte samarbejde, der er med de lokale virksomheder i Nordjylland. Det bliver et globalt arbejdsmarked, vi er førende på, og det er jo fantastisk, siger uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (Socialdemokratiet).

Her kan du se indslag om ministerens besøg på MARTEC.

Den nordjyske minister besøgte mandag den maritime uddannelsesinstitution i Frederikshavn. Besøget var Ane Halsboe-Jørgensens første ministerbesøg i Nordjylland.

Grøn omstilling i højsædet

Ud over at prøve at styre en kran, så den nye nordjyske minister blandt andet et helt nyt anlæg til at uddanne maskinmestre i bæredygtig CO2-køling under besøget på MARTEC. Grøn omstilling og udnyttelse af energi er de seneste år med succes rykket ind i klasseværelserne.

- Det er helt sikkert noget, jeg kan mærke. Også på de spørgsmål, der kommer fra eleverne omkring energiforbrug, siger underviser Erik Frandsen fra MARTEC.

Den nye uddannelses- og forskningsminister tror på, at MARTEC's fokus på grøn omstilling er den rette vej at gå.

- Det er helt afgørende, at også den maritime sektor er med på den grønne omstilling. Både i forhold til de store skibe, men generelt med alt, hvad vi producerer fra Danmark, skal vi være førende på den grønne omstilling. Det er fremtiden, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Et af de tiltag, der har været med til at sørge for det rekordhøje elevantal på MARTEC er, at eleverne nu kan tage første semester af uddannelsen i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland