Minister efter skoleslagsmål: Det er lærerne, der skal stoppe volden

Den nordjyske folketingpolitiker Rasmus Prehn bad i dag undervisningsministeren tage affære i sagen om skoleslagsmål på Sindal Skole.

To meget omdiskuterede arrangerede slagsmål mellem elever på Sindal Skole i november, som blev filmet og delt mellem elever på skolen, har fået den nordjyske folketingspolitiker Rasmus Prehn (Socialdemokratiet) til at kræve et svar af Undervisningsminister Merete Riisager (LA).

Forinden dagens møde i Folketingssalen havde han bedt ministeren svare på, om der er behov for tiltag, der kan forhindre, at folkeskoleelever arrangerer den slags slagsmål.

Det sker efter TV2 Nords omtale af sagen på både tv og vores hjemmeside tv2nord.dk.

quote Skolen bør være et sted, hvor der er ro, tryghed, tillid og fokus på det faglige. Og det forudsætter, at skolen fastsætter klare regler og rammer.

Merete Riisager, Undervisningsminister (LA)

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) slog i Folketingssalen fast, at volden er uacceptabel.

- Når man hører om sådan en sag, skal man ikke tænke sig om to gange for at konstatere, at noget er helt galt. Når de arrangerer slagsmål, er det udtryk for en kultur, vi på ingen måde kan acceptere - hverken i skolen eller udenfor. Vold og trusler er ikke et sprog, vi taler i skolen. Det skal håndteres og stoppes, sagde ministeren og uddybede:

- Skolen bør være et sted, hvor der er ro, tryghed, tillid og fokus på det faglige. Og det forudsætter, at skolen fastsætter klare regler og rammer, og at der bliver sendt et tydeligt signal om, at nogle former for adfærd simpelthen ikke hører hjemme her, sagde hun.

Ifølge ministeren skal volden løses ved at sætte klare regler op for eleverne og være klar til at tage konsekvensen, hvis de bryder reglerne.

- Skolen skal tage en samtale med den enkelte elev og dennes forældre. Herefter kan man så iværksætte forskellige foranstaltninger – udelukkelse fra undervisningen, eftersidning eller at overflytte eleven til en anden klasse eller skole, sagde Merete Riisager (LA) fra sin plads i Folketingssalen.

Prehn: Vi skal ændre kulturen hos de unge

Men den løsning mener Rasmus Prehn ikke udelukkende er den rette tilgang til de arrangerede slåskampe. Han ser hellere, at de mange organisationer i og omkring skolen går sammen om at ændre kulturen blandt de unge.

quote Selvfølgelig skal der være regler og sanktioner, men i vores iver glemmer vi nogle gange opdragelsen og kulturen.

Rasmus Prehn, medlem af Folketinget (Socialdemokratiet)

- Straf og retningslinjer er ikke det vigtigste, sådan som ministeren siger. Vi skal ændre kulturen hos de unge, så vores børn ved, at volden ikke skal være i fokus, og at vi ikke skal dele det på de sociale medier for at skabe spænding. Jeg vil gerne anspore ministeren til italesættelse af en ikke-voldelig kultur, sagde Rasmus Prehn efter mødet i Folketingssalen.

Ifølge Rasmus Prehn bør skolernes elevråd og -organisationer gå sammen med både lærernes fagforening og forældreorganisationerne for at skabe den nye kultur, hvor volden ikke får en plads.

- Det behøver ikke koste en masse penge, men vi skal være bevidste om, at børn ikke må slå på hinanden. Det kunne være en relancering af den udmærkede kampagne ’Stop Volden’, som havde god effekt. Selvfølgelig skal der være regler og sanktioner, men i vores iver glemmer vi nogle gange opdragelsen og kulturen, siger Rasmus Prehn.

Rasmus Prehn vil nu opfordre sit bagland i Socialdemokratiet til at udarbejde en klar politik på området, for at dæmme op for volden på de danske skoler.

Spørgsmålet til Undervisningsminister Merete Riisager (LA) i Folketingssalen

Mener ministeren, at der er behov for tiltag, der kan forhindre, at folkeskoleelever arrangerer slagsmål, som man to gange har oplevet på Sindal Skole i Hjørring Kommune, jf. artiklen "Vold i frikvarteret: Elever i arrangerede slagsmål på Sindal Skole" på TV2 Nord den 28. november 2018?  


Seneste nyt

fra Nordjylland