Det er sundt at synge - især for de små

Torsdag den 9. september er den årlige "Små synger sammen"-dag, der i år har temaet sang og dans. På hovedbiblioteket i Aalborg var der derfor masser af liv og sang i børnehøjde.

Det er sundt at synge og danse - især for de helt små. Det blev i dag markeret over hele landet, hvor de aller mindste børn fik lov til at synge for. Det skete blandt andet på hovedbiblioteket i Aalborg. Her var der masser af liv og glade sange i børnehøjde.

”Lille peteredderkop” og ” jeg ved en lærkerede”. Ikke noget man normalt forbinder med et bibliotek, men torsdag formiddag er der fællessang og ret så alternative dansetrin.

- Børnene elsker bare at synge med og danse. Og det styrker der sprogudvikling og motorik. Og det hele er uden, at de faktisk mærker det. Sang er bare alle tiders, siger Rikke Agnes Bach bibliotekar ved hovedbiblioteket i Aalborg.

Sang er nemlig ikke kun sjovt – det er også sundt og socialt og så er det en væsentlig og tilgængelig udtryksform, der kan samle børn og unge på tværs af kulturer.

Det er i hele landet, at der netop torsdag den 9 september bliver sunget ekstra meget med de små. De mange små sangfugle er kommet til fra hele kommunen – og her gælder det bare om at synge – for det er sundt.

Sidste år sang mindst 50.000 børn med på landets biblioteker, i kulturhuse og i institutioner. Aalborg Bibliotekerne forventer, at over 100 af kommunens børn kommer og deltager i den festlige tradition, hvor bibliotekar Rikke Agnes Bach, spiller og synger for.

Små synger sammen er en del af projektet ”Syngelyst” som er støttet af Kulturministeriet. Målet er at få børn og unge til at synge mere, synge sammen, synge selv, skrive sange og forholde sig til sang.


Seneste nyt

fra Nordjylland