Det går hurtigere med godkendelser

Foto: Thomas Gaardsmand

Kommunerne har for andet år i træk barberet et godt stykke af sagsbehandlingstiden på miljøgodkendelser, så den nu er nede på 6,6 måneder i gennemsnit i 2014 mod 7,9 måneder i 2013. Det oplyser Miljøministeriet.

En af de kommuner, der har nedbragt sagsbehandlingstiden markant, er Mariagerfjord Kommune, der inden for to år har sænket sagsbehandlingstiden fra 22 måneder til under 6 måneder.

Til gengæld er det ikke gået samme vej for Thisted Kommune. Her har man for andet år i træk hævet sagsbehandlingstiden og ligger nu med et gennemsnit på mere en to år, og der er stadig mange uafgjorte sager, der har været mere end ni måneder undervejs.

Flemming Nør-Pedersen, direktør hos Landbrug & Fødevarer, glæder sig over, at flere kommuner har nedbragt behandlingstiderne i miljøsager.

- Hvis vi skal have vækst i landbruget er det vigtigt, at landmændene smidigt kan udvide med nye stalde og flere dyr. Det kræver en hurtig sagsbehandling hos kommunen, siger Flemming Nør-Pedersen.

Han tilføjer, at det er særligt glædeligt, at kommunerne med mange husdyrgodkendelser har lagt sig i selen. Blandt de 19 kommuner med mere end 15 sager sidste år har stort set alle kortere sagsbehandlingstider end i 2013.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord