- Det har jeg lovet mor

Børnekræftafdelingen på Aalborg Sygehus fik i dag overrakt en stor check, der skal forsøde livet for de kræftramte børn. Giveren er en mand, der gav et helt særligt løfte til sin døende mor.

Rasmus Birnbaum kan egentligt slet ikke lide at være på Aalborg Sygehus, men til trods for det, var han onsdag tilbage på sygegangen. For kun 10 måneder siden døde hans mor af kræft.

- Jeg bliver stadig meget rørt, når jeg taler om det, siger Rasmus Birnbaum fra Aalborg.

Få dage før hun døde, lovede Rasmus sin mor, at han ville samle penge ind til kræftramte. Han endte med at lave et motionsløb og en zumbaevent. Det kom der 61.000 kroner ud af, som han i dag overrakte på Børnekræftafdelingen på Aalborg Sygehus til en fest med klovne og kagemand.

- Det var min mors ønske at penge skulle gå til børn, der er ramt af kræft, siger Rasmus.

For 3-årige Theodor fra Oue er det hele lidt overvældende. Han har været i behandling for leukæmi siden februar. Med dagens arrangement er det første gang han er på afdelingen, uden at han skal stikkes i.

- Det varmer virkeligt, at der er nogen, der laver sådan et arrangement. Særligt når vi som forældre ikke selv har overskud til at lave noget for vores børn, siger Theodors mor, Helene Dissing.

For Rasmus handler det ikke bare om klovne, kagemand og stor check. Det handlede også om at sige endeligt farvel til hans mor.

- Jeg håber min mor er glad. Jeg har i hvert fald holdt mit ord, siger Rasmus.


Seneste nyt

fra Nordjylland