Svinepest i Kina rammer dansk eksport: - Det kan blive helt vanvittigt

Foto: Jesper Christiansen

Kina står for halvdelen af hele verdens svineproduktion, og 35 procent af produktionen kan blive lammet af afrikansk svinepest.

Afrikansk svinepest har gjort sit indtog i Kina, og det er så småt begyndt at komme de danske svinebønder til gode. Og det kan ende med at få enorm betydning for den danske eksport af svinekød til verdens folkerigeste land. 

Kina producerer i omegnen af 700 millioner svin hvert år. Det er op mod halvdelen af alle producerede svin i hele verden. 

Det vides endnu ikke, hvor stort behovet i Kina bliver for import af svinekød. Det afhænger af, hvor hårdt svinepesten kommer til at sætte sig hos de kinesiske landbrug. 

- Hvis 35 procent af Kinas svineproduktion, der er 50 procent af hele verdens, bliver ramt så kommer det her til at blive helt vanvittigt, fortæller Torben Farum, der er formand for svineudvalget i LandboNord. 

Lige nu stiger priserne på både slagtesvin og smågrise. Især priserne på smågrise stiger, fordi det store kinesiske import-ryk endnu ikke har ramt, så smågrisene kan fungere som en investering. 

Prisen for smågrise lå i efteråret 2017 på cirka 600 kroner. I efteråret 2018 var prisen faldet til omkring 200 kroner, men nu er prisen igen steget til 540 kroner. 

- I gamle dage købte man kød, når man skulle bruge det, men i dag kan man købe optioner i svinekød, så jeg tror, at man vil komme til at se boomet meget før, fortæller Torben Farum. 

Læs også Nu strømmer lunere luft mod Danmark - onsdag får vi 15 grader

 

Forsiden lige nu