Nu skal Michelin-skæbnen afgøres: - Det må bestemt være Nordjyllands tur

Ruths Hotel er en af de nordjyske restauranter, der kan være i spil til en Michelin-stjerne Foto: Betina Garcia, Scanpix.

I fire år har nordjyske restauranter arbejdet målrettet mod den fornemme Michelin-hæder - og mandag aften afgøres det, om det lykkes denne gang.

Det kan blive kulminationen på lang tids målrettet arbejde, når de prestigefyldte Michelin-stjerner mandag aften uddeles.

Igennem en årrække har det nordjyske restaurant-samarbejde GastroNorth nemlig haft netop dette mål for øje – det fortæller den kommunikationsansvarlige for GastroNorth, Mads Stenstrup, til TV2 Nord.

- Idéen om at få en Michelinstjerne til Nordjylland blev født, da der første gang blev uddelt en Michelin-stjerne uden for København, nemlig i Aarhus (til Frederikshøj i 2015, red.). Så sagde vi til hinanden heroppe, at hvis man kan få en i Aarhus, velfortjent, så burde man også kunne få en til Nordjylland på et tidspunkt.

Læs også Mandag uddeles stjernerne: Nordjyske restauranter kan komme på Michelin-kortet

GastroNorth-samarbejdet bestod i første omgang af Ruths Gourmet og Vendia Gourmet i Skagen og Hjørring samt de tre Aalborg-restauranter Bühlmann, Fusion og Mortens Kro, men siden er flere kommet til, så der nu er ti restauranter samlet i fællesskabet – et fællesskab, hvor mange sandsynligvis har høj puls og nerver på, denne mandag i februar.

Nordjyllands tur

Sammen med Fyn er Nordjylland efterhånden den eneste landsdel, der ikke huser en Michelin-restaurant – men hos GastroNorth tror man på, at 2019 bliver året, hvor det lykkes.

- Det må bestemt være Nordjyllands tur. Igennem flere år har der været adskillige restauranter heroppe som har et niveau, hvor de må komme i betragtning.

Er det realistisk?

- Jeg mener bestemt, det er realistisk at få én stjerne. Vi synes også, vi har flere kandidater, men hvis man sætter sig ind i hvordan Michelin arbejder, så skal vi nok være glade for, hvis der kommer én stjerne til Nordjylland i denne omgang, siger Mads Stenstrup, der har forhåbning om at det er i år, Nordjylland kommer på Michelinkortet.

Læs også Mandag uddeles stjernerne: Nordjyske restauranter kan komme på Michelin-kortet

Selvom man før er blevet skuffet, så er der bedre – og flere – bud nu, end nogensinde før, lyder vurderingen fra GastroNorths talsmand.

- Vi har vel en femseks kandidater, som er på nogenlunde samme gastronomiske topniveau. Men min fornemmelse er, Michelin i første omgang vil kigge på nogle af de restauranter, der har holdt et højt niveau gennem mange år. Tre bud på restauranter, der har vist det, er Ruths Hotel i Skagen, Vendia Gourmet i Hjørring og Mortens Kro i Aalborg. Restauranter som Tabu og Textur i Aalborg er yngre restauranter, som jeg tror, Michelin vil se an i lidt længere tid, siger Mads Stenstrup.

Michelins ”Nordic Guide” for 2019 bliver præsenteret mandag aften i Musikhuset i Aarhus.

 

Flere nyheder fra TV2 Nord