DF kræver veterancenter til Aalborg

Et veterancenter skal placeres i provinsen og ikke i København, mener Dansk Folkeparti.

Regeringen bør ikke placere et veterancenter med godt 75
ansatte psykologer, socialrådgivere samt uddannelsesvejledere i
København.
 
Centret kan placeres i Sønderborg, Billund eller Aalborg, så
veteranerne let kan komme til centret, og så det samtidig gavner
"Udkantsdanmark".
 
Det siger Dansk Folkepartis forsvarsordfører Ib Poulsen.
 
- Regeringen har selv spillet ud med "Danmark i bedre
balance". Nu har vi et veterancenter, som ikke behøver ligge i
de store byer, men godt kunne ligge decentralt. Hvis regeringen
vil hjælpe "Udkantsdanmark", er her en oplagt mulighed, siger
han.
 
Centret skal være én indgang til det offentlige for
veteranerne med ét telefonnummer, som er døgnåbent alle uges
dage.
 
Centret skal sikre samarbejde på tværs af den offentlige
sektor. Det skal rådgive om internationale missioner, hjælpe
veteraner med sociale og psykiske problemer samt rådgive dem om
støtte.
 
Det er ifølge Ib Poulsen vigtigt, at centret kun har én og
samme indgang til det offentlige system.
 
- Vi har set mange eksempler på, at folk ikke kunne få tilbudt
en bolig, og kommunerne har ikke været gearet til at tackle
vores veteraner, siger han.
 
Ib Poulsen påpeger, at der var stor modstand mod at flytte
Skat til Ringkøbing, men det har været en kæmpe succes. Han
afviser, at flere veteraner lettere kan komme til centret i
København end rejse til Sønderborg, Billund eller Aalborg.
 
- Mange af soldaterne er fra den del af landet (Jylland).
Afstanden fra København til Sønderborg er den samme som
afstanden fra Sønderborg til København.
 
Det er et spørgsmål, om man vil være med til at styrke
"Udkantsdanmark" ved at lægge statslige arbejdspladser udenfor
Valby bakke, siger Ib Poulsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland