DF protesterer: Region Nordjylland er for lukket

Foto: Jesper Christiansen

Region Nordjylland lukker for mange punkter på dagsordenerne i udvalgene, lyder kritikken fra Dansk Folkeparti. En juridisk ekspert er bekymret for udviklingen.

På Region Nordjyllands møde i forretningsudvalget var der mandag 29 punkter på dagsorden – af dem blev 11 behandlet som lukkede punkter - altså punkter, offentligheden ikke har adgang til eller kan følge med i.

Ifølge Erik Høgh-Sørensen fra Dansk Folkeparti er det alt for mange.

- Jeg synes, det er for ringe, at  borgerne ikke får lov til at få informationer om, hvad forretningsudvalget sidder og behandler. Særligt fordi det er dem, der betaler via skatterne, siger Erik Høgh-Sørensen, der repræsenterer Dansk folkeparti i Region Nordjyllands forretningsudvalg.

Jeg synes faktisk, vi er åbne i Region Nordjylland. Vi følger de regler, der er vedtaget i vores forretningsorden, og som offentlighedsloven anbefaler.

Ulla Astman, regionsrådsformand

Region Nordjyllands formand, Ulla Astman (S), afviser dog kritikken.

- Jeg synes faktisk, vi er åbne i Region Nordjylland. Vi følger de regler, der er vedtaget i vores forretningsorden, og som offentlighedsloven anbefaler. Det er sager, som drejer sig om køb og salg, personfølsomme forhold og så de sager, der er en anlægsoversigt med. Det sker for at beskytte regionens økonomiske interesser og dermed også borgernes interesser, siger Ulla Astman.

Åben i kommunen, lukket i regionen

Men den forklaring køber Erik Høgh-Sørensen ikke. På mødet i forretningsudvalget mandag var der et lukket punkt på dagsorden, som handlede om en udbygning af en lægeklinik på Læsø. Den sag har Læsø Kommune tidligere behandlet på den åbne dagsorden.

- Det seneste eksempel fra Læsø viser jo meget tydeligt, at der er et problem, og det er vi ikke tilfredse med i DF. Derfor har vi stillet forslag om, at regionen for hvert eneste punkt, man ønsker lukket, skal begrunde, hvorfor det er lukket, siger Erik Høgh-Sørensen.

Regionens forretningsudvalg afviste mandag Dansk Folkepartis forsøg på at få større åbenhed på møderne, og Ulla Astman forsikrer, at de lukkede punkter på dagsorden er nødvendige. 

Læs også Aftale forhindrer Region Nordjylland i at støtte erhvervslivet: - Initiativer kan falde på gulvet

- Vi er meget varsomme med at lukke sager. Vi lukker kun i de tilfælde, hvor vores forretningsorden og offentlighedsloven tilsiger, at vi gør det, siger Ulla Astman til TV2 Nord.

Juridisk ekspert bekymret for åbenheden

Trods regionsrådsformandens beroligende ord er der alligevel bekymring at spore hos Sten Bønsing fra Aalborg Universitet, professor på Juridisk Fakultet og ekspert i forvaltningsret.

- Flere og flere sager bliver afgjort i politiske udvalg før de når til regionsrådet, og dermed omgår man reglerne for åbenhed. For det burde være sådan, at borgerne kan følge med i forhandlingerne, og det kan de kun, hvis forhandlingerne faktisk foregår i for eksempel regionsrådet, siger Sten Bønsing.

- Man kan godt være bekymret for, at man får lagt flere og flere detaljer og forhandlinger i for eksempel et forretningsudvalg, så det kommer uden om den åbenhed, der er i regionsrådet, tilføjer han. 

02:08

På Region Nordjyllands møde i forretningsudvalget i går blev 112 ud af 29 punkter på dagsorden behandlet som lukkede. Det er for mange mener DF

Luk video

 

Flere nyheder fra TV2 Nord