DF vil lempe overvågningsregler - Aalborg-boligforeninger takker nej

Der er ikke behov for at lempe reglerne for overvågning, lyder det i dag fra to nordjyske boligforeninger. DF er ellers klar til at gøre netop det.

Boligforeninger, der er plaget af hærværk, ballademagere og indbrud kan med hjælp fra politiet få etableret overvågning som et præventivt våben - ligesom det kan bidrage til opklaringen af sådanne forbrydelser.

Overvågningen skal godkendes af politiet før den kan etableres. Og den bliver kun etableret, hvis der er en "politifaglig grund" til at gøre det. Og det er boligforeningen AAB trætte af. De har siden december sidste år været plaget af bilbrande i en afdeling i hovedstadsområdet og ønsker at etablere overvågning. Det må de bare ikke som reglerne er lige nu.

DF vil lempe regler

Regeringen har lige nu et lovforslag i høring, der skal give politiet øgede beføjelser til at opsætte kameraer i belastede områder, men det er ikke godt nok, mener Dansk Folkeparti.

Partiet vil give kommunerne beføjelser til, sammen med boligforeningerne, at etablere overvågning. Og er ikke bekymrede for, at det vil skabe en eksplosiv vækst i antallet af overvågningskameraer i det offentlige rum, hvis man gør det.

- Vi har tillid til, at kommunerne selv skal have ret til at sætte kameraer op, hvor der er problemer. Det skal først ske efter en drøftelse i det lokale byråd, men vi tror på, at kommunerne kan håndtere det, udtalte Peter Kofod Poulsen, der er retsordfører for Dansk Folkeparti tidligere på dagen til TV 2.

Med forslaget kommer DF cirka halvdelen af Danmarks kommuner i møde. I en rundspørge om emnet, foretaget af KL, er det nemlig hver anden kommune, der gerne vil have sådanne muligheder mens den anden halvdel ikke ser det som nødvendigt.

Boligforeninger er glade for nuværende regler

Boligforeningen Alabu, der har afdelinger over hele Aalborg, har på det seneste oplevet hærværk og ballade ved en af deres afdelinger ved Grønlands Torv i byen. En gruppe unge mennesker raserede blandt andet det lokale bibliotek, ligesom de har opført sig truende overfor beboere i området.

Disse episoder fik for seks måneder siden Alabu til at etablere overvågning på det fællesområde der findes i bunden af den høje bygning - og det har virket:

- Der er ingen tvivl om, at det her har en præventiv virkning på den lange bane. Det er ikke løst på to dage, men vi kan se, at det virker, fortæller Klaus Ringgaard, der er direktør i selskabet.

Men selvom direktøren kan se, at overvågning virker, takker han nej til den gave, Dansk Folkeparti ønsker at give ham - mere lempelige regler.

- Hvis det bliver givet frit uden at man skal have en tilladelse fra myndighederne, så kan Gud og hver mand sætte noget op, og det synes vi ikke er en god idé. Der skal overvågning til, hvis det er nødvendigt, men det skal ikke gives frit, siger direktøren.

Politiet har godkendt den overvågning der blev etableret i midten af 2018 - og sådan skal det fortsat være, mener Alabu:

- De er med på, at når vi møder op for at få en tilladelse, så er det nu. Så der er kun positive tilbagemeldinger i forhold til det samarbejde.

Nordjyllands største boligforening, Himmerland Boligforening, mener heller ikke, at der er grund til at lempe de nuværende regler for overvågning


Seneste nyt

fra Nordjylland