Dialekt ingen hindring

03:50

1 af 2

Hvad er bedst eller værst - at tale københavnsk i Nordjylland eller udpræget vesthimmerlandsk i hovedstaden?

Politikeren Christian Mejdahl og Målmanden Karim Zaza har begge bevist, at sproget ikke er en hindring for succes på en sproglig udebane.

Christian Mejdahl kunne krone en flot politisk karriere som formand for Folketinget med udgangspunkt fra Vindblæs nær Løgstør. Efter 20 år på Christiansborg kan de færreste høre, at han har været uden for byskiltet.

- Jeg har altid bevaret min måde at tale på. Det er en del af min identitet, så det har jeg ikke gjort noget for lave om på, siger Christian Mejdahl.

Karim Zaza kom til AaB samme år som Mejdahl stoppede i Folketinget. Brøndbydrengen med den udprægede københavnerattitude opnåede den største hæder, som er overgået en nordjysk målmand. Tre gange kåret som landets bedste - og en enkelt gang som rundens målmand i Champions League.

- Jeg er jo ikke typen der kryber langs væggene og har da også flere gange hørt, at "der kommer nok en københavner", men jeg synes altid at folk har været søde og imødekommende her i Nordjylland, siger Karim Zaza, der i dag bor i Vestbjerg.

Heller ikke Christian Mejdahl har oplevet at blive set skævt til på grund af dialekten. Tvært imod har det medført ros fra dronningen.

- Hun sagde en gang til mig, at det var dejligt, at man kunne høre, hvor jeg kommer fra. Hun er jo kommet meget her på egnen, fordi familien altid har tilbragt megen tid i jagthytten i Trend, så derfor forstår hun sproget her, siger Christian Mejdahl.

Karim Zaza har ingen ambitioner om at komme til at lyde som en indfødt vendelbo, faktisk har han en listig plan. Til sommer bliver han færdiguddannet som lærer, og så er det ham, der har fat i den lange ende.

- Så skal de lære at snakke københavnsk, de nordjyske elever. Det er helt sikkert, siger Karim Zaza.

Flere nyheder fra TV2 Nord