Diger langs nordjysk Å skal væk

Godt en halv kilometer diger langs den nordjyske Lindenborg Å skal fjernes. Det har Vestre Landsret afgjort i en dom, hvor Naturklagenævnet frifindes for påstande om sagsbehandlingsfejl.

Digerne blev etableret af Refsnæs Hovedgård uden tilladelse i 2001, og da amtet opdagede det, søgte lodsejeren om dispensation.

Amtet gav afslag, og da Naturklagenævnet i 2004 omstødte amtets dispensationer i en række andre sager, lå denne sag lige til højrebenet.

Naturklagenævnet stadfæstede amtets afslag, og pålagde amtet at fastsætte en dato for fjernelsen af de to diger.

Men lodsejeren mente, at Naturklagenævnets afgørelse var ulovlig og dermed ugyldig, fordi der var begået en række fejl i sagsbehandlingen.

Men den påstand afviser Vestre Landsret, og dermed står afgørelsen ved magt. Nu skal der så fastsættes en ny dato for oprydningen i Lindenborg å-dalen.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord