Digitalt armbånd skal få overvægtige børn til at bevæge sig

Et nyt projekt i Mariagerfjord Kommune skal undersøge om en såkaldt aktivitetsmåler om håndleddet kan få overvægtige børn op af sofaen og motionere i stedet.

Mariagerfjord Kommune vil have overvægtige børn op af sofaen, og med et nyt digitalt tiltag, håber man, det kommer til at gå lettere.

Det er i projektet "SÅ LETTER VI" at overvægtige børn og unge fra Mariagerfjord Kommune nu vil blive tilbudt at få et aktivitetsarmbånd, der måler deres bevægelser og kan give besked om, at nu er det på tide at få bevæget sig.

- Mange børn og unge får slet ikke nok motion i det daglige og det har konsekvenser for deres helbred. Aktivitetsmåleren vibrerer og udsender en lyd, når børnene har været inaktive i en halv time, og vi håber, at det kan være med til at motivere dem til at bevæge sig mere i det daglige, fortæller Anders Ring, som er vejleder og sundhedsmedarbejder i SÅ LETTER VI.

Sundhedsstyrelsens anbefaling er at børn og unge bevæger sig mindst 60 minutter om dagen, men mange når slet ikke at være så aktive, som anbefalingen lyder.

- Målet er, at børnene bliver mere aktive i hverdagen. Det kan være gåture med hunden og lege eller andre aktiviteter, der ikke kræver sportstøj og som ikke nødvendigvis får sveden til at pible frem på panden. Den daglige motion har nemlig stor betydning for børn og unges muligheder for at fastholde en sund livsstil og et vægttab, som netop er målet for deltagerne i SÅ LETTER VI, siger Anders Ring.

 

Fakta: SÅ LETTER VI

SÅ LETTER VI er et kommunalt behandlingstilbud, som henvender sig til børn og unge med overvægt i alderen 3-18 år. Tilbuddet kan vare op til to år og henvender sig både til barnet og barnets familie. Gennem professionel vejledning får hele familien viden om overvægt og de forhold, som har betydning for udviklingen af overvægt.

Kilde: Mariagerfjord Kommune

 

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord