Digitalt valg - også i Nordjylland

Fire nordjyske kommuner vil både bruge digitale valglister og brevstemmeprotokol. Frederikshavn Kommune vil kun bruge digitale valglister.

Det ser ud til at blive det mest digitale folketingsvalg i danmarkshistorien.

Som en del af den historie vil i alt fem nordjyske kommuner bruge digitale valglister. Fire kommuner vil både bruge digitale valglister og brevstemmeprotokol. Det drejer sig om Morsø Kommune, Rebild Kommune, Vesthimmerland Kommune og Aalborg Kommune. Frederikshavn Kommune vil kun benytte sig af digitale valglister.

Det digitale valg foregår på den måde, at den valgforordnede scanner valgkortet med en stregkodescanner og vælgeren får på den måde en stemmeseddel.

Ved brevstemmeprotokollen vil brevstemmen ankomme til Folkeregistret og vil derefter blive scannet og registreret.

Det vil højst sandsynligt betyde hurtigere behandlingstid af valgkortene og brevstemmerne.

74 procent af danskerne mener, at digitale hjælpemidler som digitale valglister bør anvendes til et valg. Tallene viser endvidere, at 82 procent af de adspurgte er enten enige eller helt enige i, at digitale valglister vil gøre det hurtigere at afgive sin stemme. Det viser en undersøgelse foretaget af KMD.

- Håndteringen af brevstemmer er normalt en opgave med mange manuelle rutiner og kontroller. Den elektroniske brevstemmeprotokol forenkler processen fra udskrivning af følgebrev til modtagelse og efterbehandling af brevstemmer. Omdrejningspunktet er en simpel stregkode på det følgebrev, der følger borgerens brevstemme, der muliggør en hurtig og effektiv registrering af brevstemmer, siger Lars Monrad-Gylling, administrerende direktør i KMD i en pressemeddelelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland