Disciplinærsag mod AaB og FCK

DBU indleder nu en disciplinærsag mod AaB og FC København for affyring af romerlys og baneløberen under kampen i søndags på Aalborg Stadion. Foto: Tv2nord.dk

[size=2]DBU indleder nu en disciplinærsag mod både AaB og FCK p.gr.a. romerlys og baneløberen under søndagens kamp på Aalborg Stadion. [/size]

Mandag meddelte Dansk Boldspil-Union (DBU), at disciplinærudvalget ville åbne en sag mod FC København på grund af tilskuerurolighederne på Energi Nord Arena, hvor klubben søndag spillede 1-1 mod AaB i Superligaen.

Men der bliver nu åbnet yderligere en sag, mod både AaB og FC København. Det oplyser DBU i en pressemeddelelse.
Indberetningen handler om "15 minutters forsinkelse af kampen, flere spilstop forårsaget af røgudvikling fra afbrænding af pyroteknik samt en baneløber."

- Idet ansvaret for baneløberen ligger hos AaB som arrangerende hjemmeklub, mens afbrændingen af pyroteknik tydeligvis forekom i FC Københavns tildelte udebaneafsnit, er det sandsynligt, at de forestående undersøgelser rettes mod begge klubbers ansvar for kampens sikkerhed, hedder det i meddelelsen fra DBU.

Mandag blev FC København af DBU gjort opmærksom på, at det var den fjerde indberetning mod klubben i denne sæson, hvilket afstedkommer en sag, der skal behandles individuelt.

Dansk Boldspil-Union skriver, at den aktuelle sag ikke kommenteres, før der kommer en kendelse fra disciplinærudvalget, men DBU-formand, Allan Hansen, har en generel bemærkning.

- Scenariet omkring kampen i Aalborg er uacceptabelt. Anholdelser, afbrænding af romerlys og en tilskuers indtrængen på banen er forhold, vi simpelthen ikke vil se i forbindelse med fodboldkampe herhjemme, siger Allan Hansen.

Flere nyheder fra TV2 Nord