DM i politi-sport

Foto: Tommy Hald

130 politifolk fra hele landet er lige nu i Skagen for at dyste mod hinanden i forskellige idrætsgrene. Onsdag handlede det om DM i feltsport, der er en gammel politidisciplin.

Politiassistent Erik Flarup tjekker kollegaernes pistoler, inden de skal ud og løbe feltsport. Hverken pistoler eller magasiner må være ladte.

- Falder man nu, eller sker der et eller andet, kan det gå galt. Af sikkerheds grunde skal pistolen være tom og må først lades op, når de kommer frem til skydebanen, siger politiassistent Erik Flarup, Midt- og Vestjyllands Politi til TV2/NORD.

Feltsport er en gammel politidisciplin, hvor løberne først skal skyde, dernæst finde og markere 10 punkter i terrænet og endelig løbe et orienteringsløb. Formålet er at ruste den enkelte betjent til bedre at kunne håndtere en skarp situation i tjenesten.

- Når man skal bruge sin pistol, skal man tænke i løbet af meget få sekunder i en situation hvor pulsen er oppe. Derfor er det rigtig, rigtig vigtig at man har styr på sit våben, siger politiassistent Thorkild Hansen fra Rigspolitiets Nationale Færdsel Center til TV2/NORD.

Selv om øvelsen er relevant for betjentenes hverdag, får de i dag ikke tjenestefrihed til at deltage.

- Kravene til politiet i dag gør jo, at man ikke i dag i samme grad som tidligere kan få tjenestefri til at deltage i idræt. Vores tid er nøje udregnet så det er fritid, du skal bruge på det, siger politikommissær Erik Skriver, Nordsjællands Politi til TV2/NORD.

Har du et godt tip?