DMI advarer om risiko for skybrud og torden

DMI har udsendt varsel om risiko for lokale skybrud og torden flere steder i Nordjylland.

Det kan meget vel gå hen og blive en våd og buldrende dag i det nordjyske.

DMI har udsendt et varsel om risiko for lokale skybrud og torden, gældende for kommunerne i Thy, Mors, Jammerbugt og Vesthimmerland. 

Vejrtjenesten oplyser, at der lokalt kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter. 

- Vær opmærksom på, at lavtliggende områder som eksempelvis kældre, vejbaner og viadukter kan oversvømmes. Tilpas kørselshastigheden til sigtbarhedsforholdene, og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden.Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre, skriver DMI i sit varsel og fortsætter.

- Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer. Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer. Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som eksempelvis fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.

Varslet er gældende fra fredag klokken 13.00 og indtil klokken 19.00


Seneste nyt

fra Nordjylland