DMI varsler kraftige vindstød over Nordjylland

Fredag kan blive en meget blæsende dag i Nordjylland. DMI varsler om hård vind og kuling, og i vindstødene kan man nå helt op på stormstyrke.

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, har torsdag morgen udsendt et varsel om kraftig vind over store af Nordjylland.

Varslet gælder fra fredag klokken 11 og frem til klokken 17 og i denne periode kan man i alle nordjyske kommuner pånær Læsø, Rebild og Mariagerfjord opleve hård vind til kuling med vindstød af stormstyrke.

Vinden, der har været kraftig onsdag aften og nat, aftager torsdag og der kommer opklaring til hele landet. Det er dog en kortvarig fornøjelse, for allerede torsdag aften trækker et nyt lavtryk, der torsdag hænger over de britiske øer, ind over landet. Og det er altså dette lavtryk, der fredag kan give vindstød af stormstyrke over Nordjylland og det øvrige af Jyllands vestkyst.


Seneste nyt

fra Nordjylland