DN: Politikerne har syltet miljø- og klimaspørgsmål

Danmarks Naturfredningsforening langer ud efter folketingskandidaterne. Foreningen mener, at de har glemt miljøet.

Danmarks Naturfredningsforening langer nu ud efter de nordjyske folketingskandidater. Miljøet er blevet glemt, lyder kritikken.

Emner som vækstpakker, økonomiske tal og statistikker fylder det meste, og det skygger for miljø- og klimadebatten, mener Danmarks Naturfredningsforening (DN).

- Jeg har ikke set eller hørt politikere bringe de vigtige spørgsmål på dette område op, udtaler formanden for DN i Nordjylland, Thorkild Kjeldsen.

Hos Venstre indrømmer man, at miljø- og klimaområdet ikke har førsteprioritet.

- Inden vi i Venstre drøfter dette område, skal vi først have styr på økonomien, så miljøet kommer i anden række, siger folketingskandidat Karsten Lauritzen (V)
I SF er man af den stikmodsatte holdning.
- Kun hvis vi løser de miljø- og naturmæssige problemer, kan vi løse vores økonomiske problemer, lyder det fra den anden fløjs kandidat Karl Bornhøft (SF)

Hos Danmarks Naturfredningsforening håber man nu, at politikerne vil vise modet til at gøre deres meninger til valgløfter i en offentlig debat.
- Når ikke de debatterer i en offentlig sammenhæng om disse vigtige spørgsmål, er der jo ingen, der bliver stillet til regnskab. Men nu håber vi, de kommer på banen med deres holdninger på klima- og miljøområdet, fortæller Thorkild Kjeldsen.

Har du et godt tip?